Cecilie Fisker sælger eksklusive og pre-loved tasker og farvestrålende sommerkjoler. Foto: Cecilie Fisker
Shopping

Cecilie startede med et studiejob - nu ejer hun hele butikken

Hos Deja Vu kan du købe både fast-fashion kjoler og designer tasker - eller sælge ud af dit eget tøj

26. marts 2022 kl. 16:26

GISTRUP: Det begyndte med en stand i Den Grønne Ælling, som butikken hed dengang, hvor Cecilie Fisker solgte det tøj, hun ikke længere selv gad bruge. Den Grønne Ælling var oprindeligt et sted, hvor forældre kunne leje sig en stand til at få solgt ud i det tøj, som deres børn var vokset ud af, men mødrene begyndte gerne at ville sælge ud i deres eget også.

Da de tidligere ejere kunne se, at Cecilie var god til at promovere sin stand og få solgt sit tøj, gav de hende først et studiejob, og da de skulle videre for et par siden, tilbød de hende at købe butikken.

- Det var simpelthen en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg så et kæmpe potentiale i butikken, siger hun.

Med gode talegaver og dybdegående research fik hun overtalt banken, på trods af at hun stadig var på SU, og skiftede butikkens navn til Deja Vu. En hentydning til at tøjet er brugt før. Butikken er nu et pre-loved mekka med alt fra Pieces kjoler til Chanel tasker, hvor blandt andet Josefine Valentin, Ditte Estrup og mange flere influencere har en stand.

Instagram er et vigtigt værktøj i markedsføringen af Deja Vu. Derfor samarbejder butikken med influencere, som får mulighed for at sælge ud af al deres tøj på en nem måde, mens Deja Vu får marketing igen. Privatfoto.

- Lige nu sælger vi rigtigt mange farverige kjoler, men det afhænger af sæsonen. Vi gør rigtigt meget for at sikre at tøjet er i god kvalitet. Altså at det er i god stand og noget, man har lyst til at købe, fortæller Cecilie.

Hun har ambitioner om at være med til at skabe en bevægelse, der skal gøre det mindre stigmatiseret at gå i genbrugstøj og indføre en mere cirkulær tankegang omkring tøjkøb: Altså at man køber mere tøj brugt, og så sælger det videre, når man selv har brugt det.

- Vi skal tænke mere i, at vi allesammen bare har et stort fælles skab. Lige nu er der lidt to poler. Dem der kun køber fast-fashion, og dem der kun køber pre-loved og bæredygtigt tøj. De bliver nødt til at mødes på midten, så alle kan være med, forklarer hun.

Du kan finde Deja Vu på Sagavej 1 i Gistrup eller på deres onlineshop, hvor du kan skaffe dig din egen stand eller finde pre-loved guld til dit klædeskab.

Annonceret indhold

Nyeste