Folkene bag Struktur og Textur placerede deres nye vinbar i Hasseris for at gøre Aalborg større og vise behovet for en ny type beværtning i forstæderne. Og Latur har fået en forrygende start - ikke mindst via støtte fra de lokale, lyder det.

Det kræver sin forretningsmand at se et behov, hvor der tilsyneladende ikke findes noget i forvejen. Det har folkene bag Restauranterne Struktur og Textur gjort med deres nye tiltag, Latur - vinbar og deli i Hasseris.

Måske kræver det ikke den helt store knivslibereksamen at regne ud, at folk i Hasseris er til kvalitetsvarer og gerne drikker vin fra højeste hylde i vinkøleren og gerne nyder østers og anderillette eller kender værdien af at spise en lagret skinke til sin champagne.

Dog er der den forskel, at folk i Hasseris ikke vil betale for meget eller åbenlyst lade sig snyde. Da luksusdaglivarebutikken Irma forsøgte sig i centret, Hasseris Bymidte, var det svært for de lokale at støtte op om at betale fem kroner mere for en kvart liter piskefløde. Det var altså ikke nok at have luksus-varer på hylderne. Prisen skulle afspejle kvaliteten.

Jakob Kanne Bjerregaard
LaTur er både en vinbar, et bageri og en deli med forskellige kvalitets-varer. Foto: Martin Damgård

Alt det tog Dennis Juhl Jensen og Frederik Østeraa sig ikke af, da de åbnede Latur, som både er en vinbar og med en lille delikatesseafdeling med primært franske luksusvarer af høj kvalitet som skinker, oste og andre sydlandske specialiteter.

- Vi tror på, at indbyggerne i Hasseris er interesserede i denne type produkter, så længe prisen er rigtig. Det er et sted, hvor man både kommer for at få et glas vin og måske noget ost, brød eller skinke til. Måske kommer man her bare for en kop kaffe og mærker stemningen eller for at få en let frokost. Det er en slags bydels-deli, som jeg selv elsker at bruge, når jeg er sydpå og virkelig noget, jeg selv har savnet herhjemme, siger Dennis Juhl Jensen, der i høj grad har brugt sig selv, når han har åbnet nyt.

Textur er baseret på bæredygtighed og udnyttelse af råvarerne. Struktur er den franske bistro/brasserie med alt det klassiske - og på sigt åbent til både morgenmad og natmad.

Jakob Kanne Bjerregaard
Latur bager brød til alle tre restauranter og har en af medarbejderne, Mona Jensen, på "gulvet" i dagligdagen. Foto: Martin Damgård
Jakob Kanne Bjerregaard
Foto: Martin Damgård

Mens Latur er endnu et sted, der har manglet. Og steder som Latur passer bedre ind i forstæderne lidt uden for midtbyen i stedet for som en konkurrent til midt-spisestederne.

- Centrum i Aalborg kan ikke bære ret mange flere spisesteder. Mange andre storbyer dyrker boligbydelene og forstæderne i højere grad, og de er gode til at tilpasse deres tilbud til den befolkning, der bor der.

I Hasseris er det dog ikke kun dem i de flotte villaer, der kigger forbi. Maden på Latur er relativt lavt prissat, så man får både de unge flotte fyre, parret i pensionsalderen og forretningsfolkene, der tager en hurtig frokost.

- Vi vil gerne gøre det hele lidt afslappende, og derfor er vores serveringer heller ikke overprætentiøse. Vi lader råvarerne tale for sig selv, siger den 34-årige restauratør, der har fået stor interesse blandt de lokale.

Jakob Kanne Bjerregaard
LaTur har travl, og Mona Jensen kunne godt bruge lidt flere medarbejdere. Foto: Martin Damgård
Jakob Kanne Bjerregaard
Lidt selvvalg fra kølemontren. Foto: Martin Damgård
Jakob Kanne Bjerregaard
Mere end 250 vine på kortet burde tilfredsstille de fleste. Foto: Martin Damgård

- Vi har pres på til frokost i hverdagene og oplever fredag som en helt speciel dag, hvor der måske ikke er proppet til frokost, men så kommer gæsterne efter klokken 15. Det bliver lidt en løssluppen fredagsbarstemning, hvor de unge sidder med den billige vin til 55 kroner glasset, mens de lidt ældre måske har købt en champagne til 3000 kroner flasken, siger Dennis Juhl Jensen.

Deli'en har også mad ud af huset, og reglen er, at man kan købe og tage alt det med hjem, man kan se. Alt i alt skal det være de lokales foretrukne sted i hverdagen og til fyraften.

- Vi håber, det bliver en lille i Hasseris, som de lokale vil værne om, netop fordi det er den "lokale". Og så synes jeg, at nogen vil lade sig inspirere af det, vi gør her, så vi åbner byen op og gør yderområderne mere tilgængelige og giver beboerne andet end pizzariaer og grillbarer, siger han.

Jakob Kanne Bjerregaard
Der er masser af pladser udenfor, hvis vejret arter sig. Foto: Martin Damgård

- I Hasseris er det en deli, vi har åbnet, men i Vejgaard eller Vestbyen kan det være noget andet, der trækker de nærlokale til. Det gælder om at finde de ting, der er værd at dyrke i de forskellige bydele, siger Dennis Juhl Jensen og krydser fingre for, at 14 dages åbningssucces ikke er en enlig svale.

- Vi er blevet taget rigtig godt imod af de lokale, og de første 100 gæster har sagt til mig, hvor glade de er for at vi har åbnet, at at de vil støtte op om os. Nu håber jeg bare, det bliver ved, når nyhedsværdien har aftaget, lyder det fra Dennis Juhl Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...