Selvtillid og energi er ikke en mangelvare hos de to unge gutter, der kommer forbi Skråen den 9. februar

AALBORG: De to unge herrer i duoen Citybois hedder Anthon Knudtzon og Thor Farlov. De blev kendt for deres deltagelse i X Factor 2015, hvor de endte på en fjerdeplads. Siden da har der været fuld gang i deres karriere, og de er netop vendt hjem fra LA, hvor de har arbejdet med musik. Nu er de klar til at indtage landets scener, og én af dem ligger i Aalborg.

Hygge og nyt musik

Der er mange ting i kalenderen det næste stykke tid for drengene i Citybois, men der er også plads til hygge, inden det for alvor går løs med sommerens tour. Derfor har de besluttet at forkæle deres fans med fire koncerter i landets største byer.

- Vi synes, det er en god idé at tage ud og optræde, inden vi udgiver ny musik. Meningen med de fire koncerter er at komme ud og hilse på vores fans og pleje dem lidt. Så kan vi også give dem en forsmag på det, vi render og laver, fortæller Anthon Knudtzon.

I følge Citybois er der alt mulig grund til at dukke op til koncerten på Skråen.

- Man kan glæde sig til god stemning, hygge og kærlighed. Det bliver der helt sikkert fyret op for, og vi glæder os til, at folk kan høre noget af det nye. Så man kan forvente et fedt og mere kantet show, siger Thor Farlov.

Camilla Gammelgaard
Citybois er lige vendt hjem fra LA, hvor de har lavet ny musik. PR foto

Aalborg er bomben

Det er ikke tilfældigt, at Aalborg er en del af "mini-turneen". For det er ikke kun en af landets største byer, der er også noget helt særligt ved byen, hvis man spørger de to gutter.

- Aalborg er bare bomben på en tour. Skråen er et fedt sted at optræde, og det har været et af højdepunkterne hver gang. Der er mange mennesker, god energi og fede omgivelser. Så Skråen er et sted, vi altid gerne vil forbi, fortæller Anthon Knudtzon. Thor Farlov supplerer:

- Alle byer har lækre piger, men de er bare lidt flottere i Aalborg. Så det er også et stort plus. Vi håber mange af dem kommer forbi til koncerten.

Til sommer skal drengene ud på en større turné, der blandt andet inkluderer mange af sommerens festivaler. Det gælder også årets Nibe Festival i Skalskoven.

- Vi glæder os helt vildt til at komme til Nibe. Der er bare så god stemning til festivaler. De kan samle folk som intet andet, siger Anthon Knudtzon.

- Ja og så er vi festaber, så vi kommer til at passe godt ind på Nibe Festival. Det bliver helt sikkert en dejlig sommer med en masse hygge, siger Thor Farlov.

Savner Blachmann

Programmet, der kastede kendisstøv over Citybois, kører lige nu på sidste sæson. I hvert fald på DR der i øjeblikket sender den 11. sæson af X Factor. Og der er flere ting ved talentshowet, som drengene husker tilbage på med et smil.

- Vi savner Thomas Blachmann. Vi var rigtig meget sammen med ham i den periode, og det var fedt. Og så savner vi hele holdet bag programmet og sammenholdet med de andre deltagere. Det er en helt unik oplevelse, fortæller Thor Farlov.

De er dog begge enige om, at de gerne ville have haft Sanne Salomonsen i dommertrioen, da de var med.

- Hun virker helt vildt sød. Hende ville vi gerne have haft med i vores sæson, siger Thor Farlov.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...