Fra i dag kan du gå på opdagelse i dansk grandprix-historie blandt De Syngende Træer i Kildeparken

AALBORG: Elton John er blevet til Anti Social Media, mens Cliff Richard må se sig tacklet af Brødrene Olsen.

Frem mod årets melodi grandprix og MGP 2018 lyder der nemlig nye toner fra De Syngende Træer i Kildeparken.

Halvdelen af parkens træer har fået skiftet melodierne ud, sådan at de den næste lille måneds tid spiller de 47 danske vindersange gennem tiden - fra Gustav Winckler og Birte Wilkes Skibet skal sejle i nat til Anja Nissens Where I Am.

Katrine Schousboe og Torben Hansen
Brødrene Olsen og Smuk som et stjerneskud er Nicolaj Holms personlige favorit.

- Grandprix er noget af det, der virkelig kan samle os som nation, og alle de her sange er noget, vi er stolte af, derfor er det også naturligt, at man kan høre dem her, når vi er værter for årets shows, siger direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center Nicolaj Holm.

Hæderspladsen lige inden for de to metalsøjler i indgangspartiet tilhører normalt Cliff Richard, som plantede det første træ i parken i 1987, men nu er det altså Smuk som et stjerneskud, der kommer ud af højttaleren, når man trykker på knappen.

Og er der én vinder som, Nicolaj Holm mener, står over dem alle, er det netop brødrene.

- Jeg har den samme følelse, når jeg tænker på deres sejr i år 2000, som jeg har med fodbold i 1992, siger han og fortæller, hvordan han selv lidt tilfældigt sammen med en kammerat faldt i sangdysten det år.

Katrine Schousboe og Torben Hansen
Det er 35 år siden, Gry Johansen tog sejren med Kloden drejer - de fleste husker nok bedst sangen for det medfølgende kække rejehop.

- Jeg vidste faktisk ikke, hvem de var, før deres sejr, fordi de havde været væk nogle år, men pludselig kendte alle dem, siger han og tilføjer, at det netop er et eksempel på, hvordan grandprix og kunst i det hele taget kan give fællesskabsfølelse.

Fællesskabet er der også mellem de danske brødre og Sir Cliff. De er gode venner, fortæller direktøren, som har fortalt dem, at de har byttet plads.

- Sidst Cliff Richard var her, var jeg til middag med ham og de to, og der fortalte jeg om det. Det syntes de var vældig sjovt, fortæller han.

Den musikalske park blev også omdannet til grandprix-park i 2015, da Aalborg senest var vært ved de to shows.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...