Kedelhallen i Nordkraft omdannes i fem uger til Costa Del Nordkraft, hvor der er strandstemning og en masse aktiviteter

AALBORG: På den midlertidige strand indbyder Nordkraft Event, Skråen, Azzurra, Biffen m.fl. til oplevelser og aktiviteter for hele familien om dagen, og spændende events for unge og voksne om aftenen.

Alle lørdage kl. 21

Skråen byder igen velkommen til Comedy Beachclub med impro-comedy og stærke navne fra dansk stand-ups spirende vækstlag. Der er fri entré.

Du kan bl.a. opleve Danmarks sjoveste håndværker Jimmy Lauridsen, komikeren med de fedtede brilleglas Hjalte Rytter, high speed comedy med aalborgensiske Christian Bols og Den Sorte Kyllings improshow, der har kørt på Skråen med stor succes de seneste sæsoner.

20. juli: Christian Bols, Jes Busk, Jimmy Lauridsen

27. juli: Christian Bols, Hjalte Rytter, Lasse Madsen

3. august: Den Sorte Kyllings Improshow

10. august: Jes Busk, Hjalte Rytter, Sebastian Rasmussen

Alle onsdage kl. 21

Over fire onsdage præsenterer Costa Del Nordkraft fire singer/songwriter-aftener med nordjyske navne. Du kan bl.a. høre årets Nordjyske Songwriter Sili , den tidligere vinder Ginne Marker og deltagere fra dette års Band Battle SIRO, Distractions og Lasse Børgesen.

17. juli: Lausen, Sili

24. juli: SIRO, Distractions

31. juli: Rikke Thomsen, Lasse Børgesen

7. august: Mari, Ginne Marker

Solnedgangsfilm

Biffen sørger desuden for, at der også vises film i de strandlige omgivelser. Du kan opleve:

18. juli kl. 21.30: Don't Worry, He Won't Get Far on Foot

”Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot” er baseret på den sande historie om tegneren John Callahan og er et rørende og humoristisk drama om livets krumspring og kunstens helbredende kraft. Instrueret af Oscar-nominerede Gus van Sant (Good Will Hunting, Milk) og med en ekstremt vel-spillende Joaquin Phoenix. Desuden med-virker Rooney Mara, Jonah Hill, Jack Black, Udo Kier og musikerne Beth Ditto (Gossip) og Kim Gordon (Sonic Youth).

25. juli kl. 21.30: Blackkklansman

Spike Lee sætter tænderne i den sande historie om Ron Stallworth, som trods sin hudfarve blev medlem af Ku Klux Klan (og som den dag i dag bærer medlemskort til KKK). Hvis ikke det var sandt, ville det have været en vittighed, og netop denne spænding mellem det komiske og det dramatiske er filmens spillerum. I hovedrollen ses John David Washington, der debuterede som 6-årig i Spike Lees ”Malcolm X”, mens Topher Grace spiller David Duke og Adam Driver politikollegaen Flip. Også skuespilleren og borgerretsaktivisten Harry Bellafonte har en lille rolle.

1. august kl. 21.30: Mine aftener i Paradis

Salvatore med kælenavnet "Toto" (Salvatore Cascio), deler sin tid mellem kirken, hvor han er alterdreng, og så biografen. Hele magien i "Paradiso" fortryller drengen, ikke kun selve filmene og biografsalen, men også operatørrummet med troldmanden Alfredo: Billederne, de mange spændende verdener og historier - og så ikke mindst alle de "forbudte" scener, som byens selvbestaltede og almægtige censor, den lokale præst, forlanger fjernet fra filmene. De forbudte kys...

Da Toto bliver større, bliver han selv operatør og assisteres fortsat af Alfredo, som lærer ham om livet. Efter en kærlighedsaffære med den lokale bankdirektørs datter rejser den unge Toto fra byen og først mere end tyve år senere vender han tilbage...

8. august kl. 21.30: Pulp Fiction

25-års-jubilaren ’Pulp Fiction’ placerede Tarantino som Hollywoods nye vidunderdreng. Selvom volden spiller en hovedrolle i filmen, distanceres alvoren samtidig af en livgivende humor. Replikudvekslingerne mellem de filosofiske gangstere er ubetalelige i deres absurditet, og filmens energi er overvældende. Blandt Travolta, Jackson, Willis og Thurmans stjernepræstationer hæver Harvey Keitel sig fornemt i rollen som den professionelle clean-up man, der bliver hidkaldt efter et uheldigt mord.

Alle onsdage og lørdage kl. 20 - 21

Happy Hour i Beach-baren:

Sommerdrinks og dagens øl til Happy Hour priser.

Skattejagt for mindre børn

Hver onsdag og lørdag klokken 17 er der gravet skatte ned i sandet. Hvem finder et gavekort på en is eller på et badedyr?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...