Overskuddet i selskabet bag Coolshop er skudt i vejret i det netop offentliggjorte regnskab, og ejerne er klar til yderligere opkøb

NORDJYLLAND: Når medejer af Coolshop, Jacob Risgaard, sætter sig til rette i stolen til en ny omgang Løvens Hule, er det med ekstra mange penge i tegnebogen.

Selskabet bag Coolshop, Entertainment Trading ApS, har torsdag præsenteret det bedste regnskab nogensinde, og for første gang kan man med rette kalde Coolshop en milliardforretning.

Omsætningen endte nemlig på 1,2 milliarder kroner i regnskabet, der blev afsluttet 30. juni. I det forrige regnskab var omsætningen på 877 millioner kroner.

Overskuddet efter skat skød også i vejret og endte på 47,1 millioner kroner. Væksten skaber glæde hos ejerne.

- Vi er rigtigt tilfredse. Det er vigtigt, at vi er polstret til en periode, hvor vi ser frem til yderligere vækst med opkøb, udvidelse af vores nuværende selskaber med nye byggerier og flere arbejdspladser, siger Jacob Risgaard, der er marketingdirektør i Coolshop.

Jacob Risgaard ejer Entertainment Trading sammen med brødrene Mike og Mark Dalsgaard Nielsen, og i april købte Danmarks rigeste mand Anders Holch Povlsen sig også med i ejerkredsen, da han gennem sit investeringsselskab købte knap 25 procent af firmaet.

Fremgangen i Coolshop-koncernen skyldes til dels corona-nedlukningen, hvor danskerne i høj grad handlede på nettet, mens de fysiske butikker holdt lukket.

Rummer alle opkøb

Tirsdag offentliggjorde Entertainment Trading-ejerne sammen med en anden "løve", Jan Lehrmann, at de havde købte henholdsvis 25 og 20 procent af firmaet Luksusbaby.

Og Entertainment Trading har appetit på mere.

- Når vi taler sammen om regnskabet næste år, så er der med garanti kommet mere til, siger Risgaard.

- Vi forhandler ikke med nogen lige nu, men er opmærksomme, når mulighederne dukker op. Herudover venter der også en ny omgang af Løvens Hule, og mon ikke der dukker noget op der, siger han.

I regnskabsåret var der i gennemsnit 255 ansatte i Entertainment Trading - i forrige regnskabsår var der 161.

- Vi står op hver morgen for at skabe vækst og arbejdspladser, og det skal gerne kunne ses på bundlinjen, og det er også det, der driver os fremover, siger Jacob Risgaard.

Entertainment Trading rummer udover Coolshop også Coolshop i England og Tyskland, Kids Coolshop i Island samt et logistikfirma. Herudover er de iværksætter-virksomheder, som Jacob Risgaard har investeret i i Løvens Hule.

Men i maj begyndte ejerne at "rydde op " i selskabet.

- Det har været lidt en rodebutik, hvor det hele har ligget i et selskab. Nu har vi oprettet selskabet CoolGroup, og så kommer det til at ligge i flere forskellige selskaber, siger Jacob Risgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...