Børneyogalærer Bibi Frederiksen fra Aalborg tilbyder børnefamilier gratis online-undervisning, mens Danmark er lukket ned

AALBORG: Det er småt med adspredelser for børn og voksne i disse dage, hvor mange aktiviteter er aflyst og dagliglivet foregår indenfor hjemmets fire vægge. Men efterhånden, som Danmark er lukket ned, har flere og flere ildsjæle taget utraditionelle midler i brug for at sprede glæde i den ellers mørke tid.

For eksempel kan du nu både streame teaterforestillinger og koncerter, og er det fysiske udfoldelser, som du og fine børn savner, kan I ganske gratis gå til yoga sammen via Facebook. Det er den 30-årige børneyogalærer Bibi Frederiksen fra Fili Bibi Yoga i Aalborg, der står klar til at formidle yogaens magi videre til små og store på en lærerig og legende måde over nettet.

- Det er vigtigt med et afbræk i en deprimerende tid som denne, og yoga giver glæde og velvære. Samtidig har mange børnefamilier, som normalt har et travlt liv, pludselig fået en masse tid derhjemme, og de har derfor mulighed for at være sammen på en anden måde, end de plejer, siger Bibi Frederiksen.

Stor interesse

Udover uddannelsen som yogalærer med børneyoga som speciale er hun uddannet skolelærer og har arbejdet med børn de sidste 10 år som lærer, tovholder på lejrskoler og hjælper i private familier.

Når landet fungerer normalt underviser hun børne- og familieyogahold rundt om i byen såsom i Huset, på First Hotel Aalborg og i FysioFitness.

Hendes nye koncept med gratis online-undervisning blev prøvet af i denne uge, og allerede fra første færd fulgte 70 børn og forældre med.

- Det var en dejlig overraskelse, at der var så mange, der kiggede med. Det var flere, end jeg havde håbet på, siger Bibi Frederiksen.

Undervisningen foregår via Facebook live, hvor børneyogalæreren opretter et event, som interesserede familier kobler sig på. Derefter er det bare at følge med hjemme i stuerne så godt som muligt.

Måske yoga hver dag

Selv er Bibi Frederiksen online et kvarter før, så hun kan nå at læse beskeder fra deltagerne. Mange skriver for at fortælle, hvem de er, hvor mange de er, og hvor gamle børnene er.

- Det er rart for alle deltagere at vide, at de ikke er alene, selvom de sidder derhjemme, forklarer hun.

Deltagerne skriver også, hvis de har ønsker og forslag, og efter første seance har de blandt andet fået Bibi Frederiksen til at øge træningen fra en halv time til 45 minutter pr. gang. Den store interesse gør desuden, at hun nu har besluttet at lave undervisning hver mandag og fredag klokken 10-10.45, indtil de danske myndigheder ophæver corona-restriktionerne.

- Det kan hjælpe børnefamilierne med at lave struktur derhjemme. Vi starter ugen og afslutter ugen sammen. Forældre kan være med hvis de vil, og ellers får de foræret en lille times arbejdstid, mens børnene følger børneyoga online. Børneyoga er jo et fantastisk supplement til børns læring, trivsel og udvikling, siger Bibi Frederiksen.

Interesserede kan se eventsene på hendes Facebookside Fili Bibi Yoga.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...