Der ventede både småkager og hundebid, når Jonny Hefty som barn cyklede rundt med aviser

KLUMME: Da jeg var dreng, var der sgu rigtige drenge til – eller drenger, som man sagde oppe nordenfjords. Vi skød med luftgeværer, byggede hemmelige huler, havde sår på knæene, tændte bål og gik med aviser...hver dag!

Jeg startede som reklamebud som 13-årig. Tynd som en pind med spaghetti-arme og flyveører men fast besluttet på at tjene mine egne penge, så jeg kunne købe livsnødvendig teenage-proviant som chips, grønne sodavand og det tyske popblad Bravo, som var fyldt med fede plakater af Nena, Limahl og Nik Kershaw. Det var, sjovt nok, alle de ting mine forældre syntes var noget pjat at bruge sine penge på. Min første rute var hele fucking Vestbjerg. Det tog en hel weekend, og der var sgu ikke noget, der hed GPS, da jeg var dreng.

Jeg avancerede hurtigt til rigtigt avisbud for Aalborg Stiftstidende og fik byens værste rute, som strakte sig fra Sulsted ud over Milbakken til Luneborg – 20 kilometer i alt – på cykel. Man skulle selv stå og pakke aviserne, der blev leveret i to sektioner. I weekenderne var der et ekstra tillæg, så aviserne fyldte to tunge avistasker, og man måtte læne sin splejsede krop godt fremover i sadlen, ellers tippede cyklen bagover, og så endte man på røven. Man skulle op klokken 6 for at nå ud, så abonnenterne havde avisen til morgenkaffen. Det var bælgravende mørkt på det meste af ruten, og jeg husker en juleaftens morgen, hvor der ikke var ryddet sne, og det tog knap seks timer at gennempløje hele turen, men så havde jeg også tjent 25 kroner... ja, der var sgu rigtige hvide vintre til, da jeg var dreng.

Et stykke ude på ruten skulle jeg hver dag ind ad en lang indkørsel til en gård, hvor der lurede en sort satan af en hund. Dengang låste man ikke dørene ude på landet, så avisen skulle bare smides ind i bryggerset i en helvedes fart, og så gik det over stok og sten med hunden i hælene. En dag fik den mig. Den bed mig lige i låret, så blodet løb ned ad benet, men som den pligtopfyldende dreng jeg var, kørte jeg ud på de sidste fjorten kilometer med resten af aviserne og aftrykket af et hundetandsæt imprægneret i låret... og så var det op til lægen for at få en stivkrampe-indsprøjtning. Aviserne skulle jo ud, og det var mit ansvar, og det blev der sgu ikke taget let på, da jeg var dreng.

En anden gang kom jeg ud fra et hus, hvor jeg lige havde leveret avisen, og så til min store skræk, at stormen havde væltet min cykel, så den gule Stiftstidende-taske var faldet af, og alle aviserne blæste afsted langt borte ud over en mark. Der var sgu ikke mobiltelefoner, da jeg var dreng, så jeg måtte køre hele vejen hjem til fastnettelefonen og ringe efter en ny sending aviser, vente tålmodigt på at avisbilen kom fra Aalborg, og så op på den rustne damecykel igen og ud på hele ruten for anden gang den dag. Hvis man fik en klage, gik man glip af en bonus og fik mindre i løn, så det var sgu med at gøre tingene ordentligt, da jeg var dreng.

Der var flinke folk på ruten, og af og til faldt der både småkager og småpenge af til buddet. En dag, hvor aviserne var meget forsinkede, spiste jeg endda aftensmad hos et ældre ægtepar, der syntes. at jeg så ”en bette kun” tynd og sulten ud. Jeg fik også engang en julepakke af nogle dumme unger på betingelse af, at jeg først åbnede den, når jeg kom hjem. Jeg sprintede forventningsfuldt ud med resten af aviserne uden så meget som at overveje at åbne den spændende gave. Så snart jeg kom hjem, flåede jeg pakken op. Skuffelsen var enorm, da jeg konstaterede, at den indeholdt en gammel klat kold risengrød.

Ak ja, utak var sgu verdens løn, da jeg var dreng.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...