Golfspilleren Daisy Nielsen blev årets første HHX-student. Foto: Aalborg Handelsgymnasium

Golfspilleren Daisy Nielsen scorede 12 i sidste fag

AALBORG: Onsdag kunne uddannelseschef Jørn Dahl fra Handelsgymnasiet Aalborg i Turøgade sætte studenterhuen på årets første HHX-elev. Med et flot 12-tal i sidste eksamen i DIO (Individuelt projekt i det tværfaglige fag Det Internationale Område, red) blev elitesportsudøveren Daisy Nielsen årets første HHX-student på Handelsgymnasiet Aalborg.

Daisy, der er professionel golfspiller, har taget studentereksamen som Team Danmark-elev og har på den måde kunne kombinere uddannelsen med golfsporten. En mulighed hun ikke ville have været foruden.

- Jeg rejser rigtig meget med min sport, og jeg havde egentlig troet, at det så ville være svært at tage en gymnasial uddannelse samtidig. Jeg er blevet overrasket over de gode muligheder, der faktisk er i Aalborg og Nordjylland, når man er elitesportsudøver, og mit forløb på Handelsgymnasiet Aalborg har fungeret rigtig fint og betydet, at jeg har kunne tage min eksamen, mens jeg også passede golfsporten, fortæller en glad Daisy Nielsen.

Daisy har i samarbejde med handelsgymnasiet haft et særligt tilrettelagt undervisningsforløb med bl.a. virtuel undervisning og megen mailkorrespondance til underviserne. På den måde har hun kunnet udnytte meget af rejsetiden mellem turneringerne til at læse fag som dansk, international økonomi og matematik. Og studenterhuen er ikke noget, Daisy er kommet sovende til.

- Det kræver rigtig meget selvdisciplin at tage en uddannelse på denne måde. Jeg har været god til løbende at lave lektier og opgaver og holde en tæt dialog med underviserne. Det har fungeret rigtig fint. Selvom studietiden har været tilrettelagt i forhold til min sport, har det været vigtigt for mig at fokusere på lektielæsningen og opgaverne og bruge tid på det, slutter Daisy.

Forældre og veninder var mødt op til Daisys sidste eksamen for at lykønske med studenterhuen, men allerede samme dag vil Daisy være at finde på golfbanen. Efter sommerferien regner hun med at skulle læse økonomi på Aalborg Universitet.

I løbet af de næste par uger udklækkes 530 nye handelsstudenter fra Handelsgymnasiet Aalborgs to afdelinger på Turøgade og Saxogade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...