Forvandlingen af Friis er i fuld gang og er præget af byggerod, men Restaurant Dalle Valle kører allerede på fuldt blus

AALBORG: Dalle Valle er en café- og restaurantkæde, der startede i København. Her fik den hurtigt vind under vingerne og i de senere år, er man begyndt at udvide og åbne restauranter i Jylland. Restauranten i Aalborg er den, der ligger længst væk fra kædens udgangspunkt, og det er ikke et tilfælde, at man valgte den nordjyske hovedstad. Dalle Valle spurgte nemlig sine følgere på Facebook om, hvor den næste restaurant skulle åbne, og der vandt Aalborg. Nu er stedet i fuld gang på deres lokation i Friis, hvor de hurtigt er blevet kendt for deres buffeter til beskedne priser.

Camilla Gammelgaard og Henrik Louis
Dalle Valles brunchbuffet Foto: Henrik Louis

Stort udvalg

Klokken nærmer sig så småt 10, og personalet på Dalle Valle er ved at ordne de sidste detaljer. En tjener sætter lys på bordene, en er ved at rydde op i baren og andre sætter de sidste fade med mad på buffeterne, så de snart kan være klar til at åbne dørene og byde gæster velkommen indenfor.

I midten af lokalet finder man de to store buffetborde. Det første består af alle de varme retter, og der kan man blandt andet finde klassiske brunchretter som røræg, bacon, pandekager og croissanter, samt de mere frokostprægede retter som lasagne, pasta, flæsk, frikadeller og andet i samme kaliber. Det andet buffetbord indeholder de kolde ting såsom pålæg, salater og oste. De første gæster er så småt begyndt at komme ind og sætte sig ved bordene, og enkelte er allerede nået frem til buffeten med deres tomme tallerkner og forventningsfulde blikke. De kigger rundt og begynder at tage fra de velanrettede fade. Inden længe er der mange borde fyldt op, og tjenerne summer rundt imellem gæsterne og finder drikkevarer og rydder tallerkner.

Camilla Gammelgaard og Henrik Louis
Chef Ramazan Sari og personale- og serviceansvarlig Rükan Kurt. Foto: Henrik Louis

Det fandtes ikke i forvejen

Vi møder chefen, Ramazan Sari, der er flyttet til Aalborg fra København, hvor han blandt andet har haft en restaurant på Fisketorvet i fem år, og personale- og serviceansvarlig, Rükan Kurt, der har været med til at starte Dalle Valle op i Aalborg. De er begge begejstrede for lokationen.

- Jeg har boet i Aalborg i 10 år nu, og jeg synes, der manglede noget lignende Dalle Valles koncept. Der ligger mange forskellige restauranter, men vi har aldrig haft et sted i den her stil, hvor man primært kan få dansk mad med en kombination af enkelte retter fra andre kulturer, siger Rükan Kurt.

Ramazan Sari giver hende ret, og supplerer:

- Vi har jo også andet end buffet. Vi har et stort a la carte kort med forskellige caféretter som burgere, steaks og pasta. Og så har vi også et stort udvalg af cocktails.

Camilla Gammelgaard og Henrik Louis
Der er også et stort udvalg af vin, øl og cocktails. Foto: Henrik Louis

Falder i god jord

Og noget tyder på, at de buffetglade aalborgenserne har taget konceptet til sig. For selvom der på nettet er blandede anmeldelser af stedet, så er der ofte travlt i restauranten. Især i weekenderne, hvor de omtrent 350 pladser tit er fyldt op. I følge Rükan Kurt kommer der mange forskellige typer gæster. Det kan være alt fra folk på shoppingtur til selskaber, hvor de både har haft barnedåber, fødselsdage og bryllupper, og hun føler primært, det er positiv respons, de modtager.

- Vi har fået rigtig mange positive kommentarer fra vores gæster, der fortæller, at vores brunch skiller sig meget ud, fordi der er et andet udvalg, end de ser andre steder. Så folk i Aalborg har taget godt imod kombinationen af brunch- og frokostbuffet. Egentlig er vores indtryk, at aalborgenserne godt kan lide Dalle Valle, og det er vi rigtig glade for.

Hun er dog også opmærksom på de mere negative anmeldelser.

- Det er selvfølgelig noget, som vi forsøger at gøre noget ved, og vi vil hele tiden forbedre os. Men de fleste gæster der giver os kommentarer herinde er glade og siger, de har haft en god oplevelse hos os, fortæller hun.

Det koster 79 kroner at at slå sig løs i Dalle Valles brunch- og frokostbuffet. Klokken 16 ændrer udvalget af maden sig, for der overtager aftenretterne meget af pladsen på buffeten. Det betyder blandt andet, at der kommer flere slags kød, og at tilbehøret i stedet består af forskellige former ris, pasta og kartofler. Priserne får desuden et hak op til 119 kroner.

Camilla Gammelgaard og Henrik Louis
Tjener Emel Felekoglu sætter lys på bordene. Foto: Henrik Louis
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...