ANR rækker ud til nordjyske musikere i en svær tid og har udvalgt Daniel Jul fra Aalborg til et besøg i radioen

AALBORG: Coronakrisen sætter mange begrænsninger, og er blandt andet skyld i aflysninger af koncerter og events over hele verden. Det presser naturligvis musikerne, og det har sat gang i et lokalt samarbejde mellem ANR, Radio NORDJYSKE og KORMA, som i denne tid sætter ekstra fokus på nordjysk musik både på radiostationerne og på de sociale medier.

21-årige Daniel Jul fra Aalborg er en af dem, som har fået glæde af samarbejdet. Han blev nemlig udvalgt til at komme en tur i ANRs studie på Boulevarden til en snak, og så blev hans nummer Se Mig Nu spillet i radioen.

Sangene er personlige

Interessen for musik har været der, så længe Daniel Jul kan huske. Som helt lille blev han fascineret af musikerne i radio og på tv, senere lærte han selv at spille, og i dag optræder han og udgiver sin egen musik.

- Jeg startede med at spille guitar, da jeg var omkring otte år. Da jeg så blev ældre, begyndte jeg at optræde på pubs og barer, og i dag skriver jeg også min egen musik, fortæller Daniel Jul.

Til hverdag går han på læreruddannelsen i Aalborg, men ellers er der ikke afsat meget tid til andet end musikken. Den fylder næsten det hele, og sangene er med tiden blevet mere personlige.

Han har blandt andet udgivet Se Mig Nu, der udspringer af en trist familiehistorie.

- Det er en sang, som jeg har skrevet til min stedfar, som desværre døde af kræft for nogle år siden, så på den måde er det en lidt svær sang for mig, men udover det, så synes jeg bare, det er et godt popnummer, siger Daniel Jul.

Camilla Gammelgaard
Daniel Jul bliver inspireret af sit eget liv, når han skriver sange. Se Mig Nu er skrevet til hans stedfar, som desværre døde af kræft for et par år siden. Foto: Privatfoto

Aalborgs tomme gader

Mange upcoming artister er ikke så langt, at de producerer musikvideoer endnu, men det var vigtigt for Daniel til det meget personlige nummer. Så hvis man søger efter Se Mig Nu på Youtube, dukker der en video op, som er filmet i Aalborgs tomme gader klokken 4 om morgenen.

- Det er altid fedt at have noget visuelt til musikken, det kan også være med til at forstærke ens budskab fra nummeret, fortæller han.

Netop budskabet i Daniels Juls sange er generelt personlige, og det har været en proces at finde modet til at fortælle sine egne historier til verden.

- Jeg bliver mest inspireret af de ting, jeg selv oplever. Det kan godt være grænseoverskridende at dele så meget ud af sit liv, og jeg skulle på et tidspunkt gøre op med mig selv, om jeg turde tage det skridt. Det gjorde jeg så, og det har jeg ikke fortrudt siden, siger han.

Savner at stå på scenen

Ligesom alle andre musikere, er Daniel Jul ramt af, at hans koncerter er blevet aflyst på grund af coronakrisen, og det ærgrer ham. Han prøver dog alligevel at få det bedste ud af situationen.

- Vi skulle have spillet en del koncerter både i foråret og til sommer blandt andet på Skråen, men vi har besluttet at bruge tiden på at være mere i studiet, og måske får vi lavet et album mere. Vi har jo tiden nu, siger han.

Daniel Jul elsker at optræde live. Specielt sætter han pris på det øjeblik, hvor publikum synger med og klapper i takt til musikken. Så går det hele op i en højere enhed, fortæller han.

Derfor påvirker det ham også, at der ikke er koncerter i kalenderen foreløbig.

- Når jeg ikke kan komme ud og optræde, så keder jeg mig helt vildt. Jeg spiller meget Fifa og ser Netflix i øjeblikket, men jeg bruger også mere tid på at øve mig på guitaren. Så det kan være jeg bliver bedre på den anden side, siger han med et smil.

Her kan du se video fra hans besøg hos ANR:

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...