Genåbningen af Østerå betyder et farvel til meget af den graffiti, vi kender i Karolinelund, mener Jonny Hefty

KLUMME: ”Gå med i lunden, så spidser vi munden / Og fløjter den gamle sang om kærlighed”.

Karolinelund, eller i daglig tale bare ”Lunden”, har altid haft en nærmest magisk tiltrækning på mig. Som ung nonfirmand blev jeg, ligesom de fleste andre nordjyder på min alder, lokket af forlystelsesparkens blinkende lygter. Her i det gamle tivoli tilbragte jeg, og en håndfuld Sulsted-drenge, det meste af vores blå mandag. Her var det hele lidt større, vildere og meget mere magisk end det lettere ramponerede omrejsende tivoli, som plejede at gæste Sulsted en gang om året.

Som fjortenårig flyttede jeg til Gug, og hver gang jeg cyklede ned ad bakken for at komme ind til Ålleren, kørte jeg forbi de karakteristiske gule mure med pigtråd på toppen. Bag den uigennemtrængelige facade lå ”Danmarks dejligste land” fuld af enarmede tyveknægte, hylende genfærd og skeletter i spøgelsestoget, forvrængede spejlbilleder i hurlumhejhuset og Boomerangen; rutchebanen som var lidt af en mandomsprøve med sine tre loops – først forlæns og så baglæns. En verden fuld af morskab og magi.

Da jeg blev en langhåret rebel i midten af 20’erne, og den første fyr i flokken skulle giftes, skulle Sørensens polterabend selvfølgelig fyres af i Karolinelund. Der var højt humør, brøl i boomerangen, spritkørsel i radiobilerne og brækklatter ned ad Kanalstien, som allerede dengang havde fået fjernet k’et af morsomme ordspillere og aldrig har heddet andet end Analstien siden. Som i et hvert godt eventyr rejste vor unge helt (mig) til hovedstaden for at prøve lykken og erkende, at ude er godt, men der er nu engang bedst i Nordens Paris. Så jeg vendte snuden hjemad i 2012, hvor tivoliet godt nok var lukket, men magien levede videre i Karolinelund, som nu var forvandlet til en pulserende bypark og en kreativ legeplads. Her, side om side med finkulturen i Musikkens Hus og det folkelige Nordkraft, havde undergrunden, græsrødderne og gadekulturen fået et fristed. En brugerstyret park, hvor skaterne selv byggede deres ramper og de nye lærte af de erfarne, hvor de urbane gartnere dyrkede planter og grøntsager i højbede, potter og sågar et badekar i byhaverne. I Lunden udøvede en bred brugergruppe yoga, petanque, beach volley, bmx, basketball og fodbold og her kunne børnene lege på legepladsen og senere gå i børnehave.

Der var fødevarefællesskab, street station for unge kunstnere og koncerter på den gamle danserestaurant Påfuglen, som var omdannet til et kulturhus for unge. Den karakteristiske indgangsportal med karruselhestene og de gyldne spir stod der stadig, som et festligt minde om svundne tider, og på den gamle scene var der fede ”Fredagsfester” med koncerter på lune sommeraftner. Her havde jeg selv fornøjelsen af, at varme op til Østkyst Hustlers for et par år siden, og her har jeg set mange magiske koncerter med toppen af poppen og rocken for en Vejgaard-dollar. De gode, gamle, gule mure stod der stadig, men var nu frigivet til byens gadekunstnere, og udviklede sig gennem årene til en af Danmarks største lovlige graffiti spots – et kulørt gadegalleri i evig forandring.

Her malede byens bedste side om side med nybegyndere og her startede min egen karriere som gadekunster... Her spraymalede jeg min første Mugne Ræv, som i dag er blevet min signaturfigur. ”Det ligner noget katten har slæbt med hjem fra Christiania” var der en, som skrev på facebook og selv om det nok ikke var særlig positivt ment, har det altid glædet mit glødende kunstner-hjerte, at der var plads til et råt og upoleret hjørne i Ålleren – vi har jo masser af fine og velfriserede parker og arealer i byen. Når jeg har lavet guidede street art walks gennem byen, har jeg altid pralet med, at her i Dobbelt A er der plads til alle – både lokale talentspirer og internationalt anerkendte kunstnere.

Men... nu skal Østerå åbnes og slynge sig 5 meter bred gennem Lunden. Det lyder hyggeligt, men betyder også, at skatebanen nedlægges, petanque- og beach volley banen flyttes, byhaverne er allerede gravet op, scenen forsvinder og graffitimurene rives ned... Selv om det hele måske ikke forsvinder for evigt, må aktivisterne ”rykke tættere sammen i bussen”. Jeg og mange andre frygter, at magien forsvinder, når man fjerner så meget af det, som i min optik udgør Lundens sjæl – gadekulturen, musikken, graffitien og de brede, brugerstyrede fællesskaber... Hvor skal vi nu lege?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...