Der bliver nu arbejdet på højtryk på at få opstillet den kommunale skøjtebane på C. W. Obels Plads i Aalborg, så den er klar til premiereåbning lørdag den 15. december

AALBORG: Danmarks - måske - flotteste skøjtebane ligger i Aalborg.

Det mener i hvert fald den mand og det firma, der i disse dage knokler på højtryk på at få opstillet den kommunale skøjtebane på C. W. Obels Plads i Aalborg.

Det er således meldt officielt ud, at skøjtebanen skal være klar til premiereåbning lørdag den 15. december, så både store og små kan såmænd godt begynde at finde skøjterne frem.

Torben O. Andersen
Per Terp Madsen (tv) og Lars Bøssbak er de to eksperter, der sørger for, at den kommunale skøjtebane bliver anlagt efter alle kunstens regler. Foto: Jesper Thomasen

Lars Bøssbak, Aalborg, er manden, der netop nu trækker i trådene og sørger for etableringen af skøjtebanen, og han er både direktør i og eneejer af firmaet MultiDome, der har base i Vejgaard, og som er leverandør og specialist i alt, hvad der især har at gøre med den såkaldte “kolde” sport og skøjtehaller.

Med på sidelinjen i opstillingen af skøjtebanen er også Per Terp Madsen, der er teknisk leder i Gigantium, og han står for bl.a. ishockeybanerne i sportskomplekset i Aalborg Øst.

Torben O. Andersen
Der skal nedlægges ikke mindre end ca. 47 kilometer kølerør, og den samlede skøjtebane bliver på ca. 950 kvadratmeter. Foto: Jesper Thomasen

Aalborg Kommune ejer selv alt udstyr og anlæg i forbindelse med skøjtebanen, og man har således hyret MultiDome til at stå for alt det praktiske i forbindelse med opstillingen af skøjtebanen og naturligvis den efterfølgende nedtagning omkring 1. marts næste år.

Lars Bøssbak siger til aalborg:nu, at der er tale om et helt spritnyt skøjtebaneanlæg, der helt sikkert vil falde i rigtig god smag hos ikke blot lokale skøjteløbere fra Aalborg og omegn - men også udenbys gæster.

– Det bliver kort og godt en superflot skøjtebane, og med min erfaring på området tør jeg godt udnævne den til Danmarks flotteste, når anlægget står færdigt og klar til at blive taget i brug, understreger Lars Bøssbak.

Det ny skøjtebaneanlæg koster i øvrigt ca. 3,5 millioner kroner.

Torben O. Andersen
Det tager mellem fire og fem dage at etablere det fysiske anlæg, og man regner med at starte køleanlægget på søndag, hvorefter den egentlige nedfrysning af banen går i gang. Foto: Jesper Thomasen

Lars Bøssbak og Per Terp Madsen oplyser, at der skal nedlægges ikke mindre end ca. 47 kilometer kølerør, og den samlede skøjtebane bliver på ca. 950 kvadratmeter.

Ifølge arbejdsplanen etableres det fysiske anlæg i indeværende uge, og man regner med at starte køleanlægget på søndag, hvorefter den egentlige nedfrysning af banen går i gang.

De to eksperter fortæller, at det tager fire til fem dage at producere islaget, og når det er køreklart til skøjteløberne, så har det en tykkelse på ca. otte til ti centimeter.

Istemperaturen vil på det tidspunkt ligge på mellem minus fem og minus otte grader.

Og så er der vist kun tilbage at ønske god fornøjelse med skøjteløbet...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...