Karrieren som professionel ishockeyspiller har ikke været uden omkostninger, og derfor er Martin Yepes Ravn glad for, han stoppede i tide

AALBORG: - Jeg kan ikke mere.

Sætningen går flere gange igennem hovedet på Martin Yepes Ravn, da han 15 kilometer fra Telenor Copenhagen Marathons målstreg rammes af kramper i begge ben.

Solen stikker, der er vindstille og som følge af for tidlig væskemangel i det i alt 42,195 kilometer lange løb, reagerer kroppen nu.

Men det er ikke en mulighed at give op.

Det har det aldrig været for Martin. I hvert fald ikke før, hans egen krop tvinger ham til det.

Lise Sastakauskas Østergaard
Ishockey er en hård sport, hvor du let kan komme galt afsted, og derfor er Martin glad for, han stoppede, inden det fik alt for store konsekvenser for helbredet - men han vil aldrig være kammeratskabet foruden. Foto: Martin Damgård

- Hvis bare jeg brækkede anklen, tænker han, mens han sætter det ene, tunge ben foran det andet.

Sådan fortsætter han, til han stivbenet træder over målstregen. Kort efter målzonen triller tårerne ned ad kinderne.

Han græder ikke, fordi han lige har krydset målstregen med en relativt imponerende tid på tre timer, 26 minutter og 40 sekunder. Tårerne triller, fordi målstregen viste sig at være et symbolsk skel mellem tiden nu og den lange eftertid som professionel ishockeyspiller.

Ung og optimistisk

Det var i 2019. I dag er det 11 år siden, Martin indstillede sportskarrieren og af medierne uofficielt blev kåret som Danmarks mest uheldige ishockeyspiller.

Da han indstillede karrieren i 2011, var den unge Frederikshavner bare 24 år og havde lige indgået en kontrakt med AaB Ishockey, men efter tre slemme hjernerystelser på tre sæsoner var det slut.

Den første hjernerystelse husker han ikke engang helt præcist.

Først i dag, i bagklogskabens klare lys, indser han, at han nok havde fået en hjernerystelse før, nemlig i sin tid hos Odense Bulldogs. Her spillede han fra november 2009 til sommeren 2011, indtil han skiftede til AaB.

Måske havde han endda haft flere, men én ting er ungdommens ukuelige optimisme og ambitionerne om at skabe sig et større navn i dansk eliteishockey.

En anden ting er, at hjernerystelser giver hukommelsesbesvær i den nære tid efter, hvilket i dag gør det svært for Martin at sætte et præcist tal på, hvor mange hjernerystelser han egentlig har været ramt af i løbet af sin ishockeykarriere.

Lise Sastakauskas Østergaard
Efter tre hjernerystelser på bare tre sæsoner blev Martin uofficielt kåret af medierne som Danmarks mest uheldige ishockeyspiller. Foto: Martin Damgård

Men den anden i rækken - den alvorlige - ramte ham, mens han spillede for den odenseanske klub. Her blev han ramt af en puk i nakken under opvarmningen til en kamp.

Svimmelheden kom prompte.

- Jeg kunne godt mærke, at det her, det var ikke godt.

Alligevel spillede Martin videre.

- Ishockey er en macho-sport. Det må jeg bare sige.

- Samtidig var jeg kun 24 år, og sporten var mit liv, så derfor faldt det mig ikke ind at forlade banen. Ikke før min træner satte mig på bænken.

Kontant afregning

Dagen efter var alt i sort.

- Jeg kunne hverken gå eller stå. Det hele kørte rundt, siger Martin, der var sygemeldt i flere måneder efter.

I den tid var han i en tilstand at af være fanget mellem gyngende svimmelhed og skærende hovedpine. Som at være fuld og have tømmermænd på én og samme tid.

Han lå derfor længe hjemme med nedrullede gardiner og en sovemaske over øjnene, indtil han med langsom genoptræning fik kæmpet sig tilbage til ishockeybanerne - omend Martin inderst inde godt vidste, at det med al sandsynlighed ikke var på permanent basis.

- Lægerne havde sagt, at jeg ikke skulle have flere af den slags hjernerystelser, jeg lige havde haft, for er man først blevet ramt af én slem hjernerystelse, er man mere sårbar over for at få en ny.

Det måtte Martin også senere erfare - sammen med erkendelsen af, at han måske endnu ikke var kommet sig helt oven på den anden og alvorlige hjernerystelse.

Lise Sastakauskas Østergaard
Selvom han var svimmel, spillede Martin videre efter at være blevet ramt af en puk i nakken under opvarmningen til en kamp i 2010. Dengang spillede han for Odense Bulldogs. Foto: Martin Damgård

Det mærkede han allerede i starten af ishockeykarrieren hos AaB, hvor han i et opgør mod Hvidovre fik hovedet i klemme mellem en anden spiller og banden under en uheldig tackling.

Igen var Martin svimmel og utilpas, men han nåede alligevel at spille to kampe mere med symptomer på en hjernerystelse. Og så, til en liga-kamp i Herning i september 2011, blev det for meget.

- Dér vidste jeg, at det var slut.

En ny verden forude

Selvom han dengang blev uofficielt kåret af medierne som Danmarks mest uheldige ishockeyspiller, ser Martin sig dog langt fra sig selv som uheldig i dag.

I årene efter havde han godt nok let til træthed og hovedpine - og den dag i dag får han stadig behandling for de muskelspændinger, som hjernerystelserne har efterladt i kroppen.

- Men mange af mine tidligere kollegaer fra ishockeyen kan knap nok rejse sig fra sengen i dag. Jeg stoppede i tide, og her sidder jeg i dag med en familie, hus og en god karriere i Telenor.

- Jeg har ikke noget at klage over, fastslår Martin.

Martin startede i Telenor på deltid i kundeserviceafdelingen i 2009, dengang det hed Sonofon.

Siden har han arbejdet sig op som direktør i Telenors tekniske afdeling, hvor han sammen med sine kollegaer blandt andet kommer til at supportere udrulningen af det nye 5G-netværk.

I arbejdet kommer ishockey-erfaringerne ham til gode - også selvom, det er længe siden, han for alvor har stået på en skøjtebane med en puk og stav i hånden.

Lise Sastakauskas Østergaard
Selvom Martin aldrig har været i tvivl om, at det var det rigtige at forlade dansk eliteishockey, kan det stadig krible i ham, når han ser Aalborg Pirates' DM-titler hænge i Gigantiums isarena. Foto: Martin Damgård

- En ting er den disciplin, man tager med sig fra sporten. Ishockey er kontant, der er afregning ved kasse ét, og du er ikke bare forsvarer eller angriber. Du tager del i arbejdet på hele banen.

- Og så er der kammeratskabet. Kæden er aldrig bedre end det svageste led.

Mange af kammeraterne fra ishockeykarrieren havde Martin kendt hele livet.

Han havde sin debut på de frederikshavnske skøjtebaner i en alder af bare tre år, og derfor var det heller ikke let at sige farvel til den sport, han var vokset op og vokset sammen med.

- Da jeg stoppede, sagde min hustru: 'Du er jo ikke vant til at gå ud og finde nye venner, for du har jo altid bare haft dine venner omkring dig.'

I kapløb mod senfølgerne

Nye venner fik han dog alligevel hurtigt i kollegaerne hos Telenor, og det var også dem, der tog Martin med til DHL i august 2018, hvor vejen til maratonen startede.

Siden Martin forlod professionel ishockey i 2011, havde han i mange år efter prøvet kræfter med forskellige motionsformer, men især hård motion kunne fremprovokere tendensen til træthed og hovedpine fra hjernerystelserne.

Derfor var det et vendepunkt, da han kvitterede med en tid på under 20 minutter på fem-kilometer-ruten til DHL i 2018.

- Jeg kan da sagtens løbe et maraton, var en af Martins første indskydelser, efter havde krydset målstregen.

Det udsagn skulle Telenor-kollegaerne vise sig at holde Martin op på, for ikke længe efter stod han med en billet til Telenor Copenhagen Marathon i hånden - og så var det ikke andet at gøre.

Heller ikke selvom hård motion i årene efter ishockeykarrieren havde tendens til at få trætheden og hovedpinen fra de gamle hjernerystelser til at dukke op igen.

Da Martin bare otte måneder senere til maratonen blev ramt af krampende ben, i stegende sol til Telenor Copenhagen Marathon, var det også en Telenor-kollega, Rasmus Toft Jensen, der løb op på siden af Martin - og løb med ham de sidste 2-3 kilometer til målstregen.

- Uden ham ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have klaret det.

Lise Sastakauskas Østergaard
- Uden mine kollegaer ville jeg ikke være der, hvor jeg er i dag, siger Martin Yepes Ravn om sin rejse fra professionel ishockey til en direktørstilling i Telenor. Foto: Kim Dahl Hansen

Egentlig vidste Martin godt, han havde været overmodig og brugt for mange kræfter på de første 27 kilometer til Telenor Copenhagen Marathon, selvom kloge hoveder havde fortalt ham, han skulle holde igen, og dagene efter var også præget af stor muskelømhed - og hovedpine, svimmelhed og træthed.

- Jeg havde ellers tilrettelagt maraton-træningen efter senfølgerne fra hjernerystelserne. Det er blandt andet den proces, der har lært mig at mærke efter i dag, siger Martin.

I dag cykler han og dyrker crossfit i sin fritid, og for nylig er hans drenge på fem og syv begyndt at spille ishockey i Gigantium.

- Jeg har dog ingen forventninger om, at de også skal spille på et professionelt plan, og de skal kun spille, hvis de selv har lyst.

- Det, jeg håber, de tager med sig fra sporten er den holdånd, jeg selv har fået ind under huden, både fra min ishockeykarriere og min karriere i Telenor.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...