Nørresundby Idrætscenter forventer at åbne spritnyt fitnesscenter midt i august

NØRRESUNDBY: Centeret havde tre muligheder, da der skulle vælges strategi i forhold til deres fitnessafdeling.

Man kunne liste ind ad bagdøren og fortsætte på det nuværende niveau med et lille udendørs område til fitness, en lille lukket foreningsfitness og et lille utidssvarende mikrocenter til deres gæster. Eller man kunne opgradere det nuværende udstyr i de nuværende lokaler. Eller man kunne vælge den tredje mulighed: at brage ind ad fordøren og lave et spritnyt fitnesscenter.

Og centerdirektør Lars Dam Møller fra Nørresundby Idrætscenter var faktisk ikke i tvivl om, hvilken strategi, der skulle følges:

- Vi valgte at brage ind ad fordøren og investere 5,5 millioner kroner i en 380 kvadratmeter ny bygning her ved centeret, hvor vi indretter et topmoderne fitnesscenter med alle de nyeste maskiner, og så ansætter vi den helt rigtige profil til at lede det, forklarer Lars Dam Møller.

Han understreger, at man samtidig optimerer brugen af de øvrige faciliteter, som Nørresundby Idrætscenter har i forvejen - det være sig parkering, reception, omklædning, café, svømme- og saunafaciliteter, som alle kan indgå i sammenhæng med det nye fitnesscenter.

Der blev taget første spadestik på bygningen af det nye fitnesscenter i januar, det forventes, at bygningen står klar midt i juli, og åbningen af centeret kommer efter planen til at ske medio august.

Jens Hukiær
Det nye fitnesscenter ved Nørresundby Idrætscenter bygges sammen med den eksisterende bygning. Foto: Claus Søndberg

Centerdirektøren tror naturligvis på sit projekt.

- Vi har blandt vore omkring en halv million årlige gæster en efterspørgsel på et moderne opdateret indendørs fitnesscenter. Der er mange, der kommer her og dyrker andre sportsgrene - svømning, håndbold og meget andet, og de har indtil nu ikke kunnet optimere deres tidsforbrug ved også at have fitnessdelen lige i nærheden. Det kommer nu, lyder det fra Lars Dam Møller.

Samtidig mener direktøren, at der i den kommende tid kommer et nyt kundeunderlag til et nyt fitnesscenter:

- Vi får nede på Stigsborg en helt ny bydel med på sigt op mod 10.000 indbyggere. Det ligger mindre end en kilometer fra os, og mon ikke der også kunne tænke sig at komme til at bo nogle mulige brugere af et nyt fitnesscenter der, siger centerdirektøren.

Sammen med en nyansat fitnesschef skal han nu i gang med at skrue de forskellige abonnements-, klippekorts- og andre betalingsordninger til det nye fitnesscenter sammen, så alt kan blive klar til den forventede åbning midt i august.

Lars Dam Møller understreger i den sammenhæng, at Nørresundby Idrætscenter, der er en selvejende institution, bruges samme model for fitnesscenteret, som alle de andre større spillere på området i Aalborg Kommune.

- Vi har valgt samme model for fitness-delen som Haraldslund, DGI-huset og andre større idrætscentre i Aalborg kommune, og der vil således fortsat være skarpt adskilte regnskaber for vore afdelinger i centeret, fastslår han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...