Med åbningen vil ejeren bringe nye smagsoplevelser til byen

AALBORG: Ostene kommer fra gårdmejerier rundt omkring i Europa, og deres charcuteri er især udenlandsk skinke og salami.

Når Risskov Ost snart åbner på Stjernepladsen, er det blandt andet for at bringe noget til byen, som vi ikke kender i forvejen.

Tina Larsen
Risskov Ost er i gang med at flytte ind i de nye lokaler. Foto: Anne Norre

- Vi har et ret solidt sortiment af specialoste - især fra udlandet - som man ikke finder ret mange andre steder. Det unikke for os er, at vi har kontakt til mere end 100 små gårdmejerier i hele Europa, siger ejer Mark Abildskov.

- Kunderne kan glæde sig til masser af smagsoplevelser fra ostens verden. Vi glæder os til at præsentere og servere noget, de ikke har smagt før. At give kunderne nye oplevelser - det er det, jeg brænder for. Vores fokus er det gode håndværk og den gode smag.

Mark Abildskov har drevet Risskov Ost ved Aarhus de seneste syv år, og med tiden er tapas og hjemmelavede delikatesser som kompot, pesto og aioli også faldet i kundernes smag.

- Nu skal vi lære vores kunder her at kende og finde ud af, om de vil det samme som dem i Aarhus. Ellers justerer vi, siger Mark Abildskov.

Tina Larsen
Du finder Risskov Ost i det nye byområde omkring Stjernepladsen. Foto: Anne Norre

Han har undersøgt mulighederne i en del byer, inden valget faldt på Aalborg som stedet, hvor han åbner sin anden delikatesseforretning.

- Jeg har kørt rundt mange steder med min ostevogn, og jeg har altid godt kunnet lide Aalborg, har Mark Abildskov tidligere fortalt os her på aalborg:nu.

- Og byen og Stjernepladsen passer godt til os. Ligesom i Risskov ligger butikken ved et torv tæt på butikker og lejligheder. Det er det helt rigtige miljø for os.

Han glæder sig til at slå dørene op lørdag 11. december klokken 10, og så slutter vi lige med et løfte - eller måske snarere en udfordring.

- Jeg vil gerne åbne folks øjne. Ni ud af 10 kunder siger, at de ikke kan lide gedeost - men jeg vil godt love, at vi kan finde en, de kan lide, siger Mark Abildskov med smil i stemmen.

Lørdag er åbningstiden 10 til 14, der er lukket søndag plus mandag, de øvrige dage er der åbent i tidsrummet fra klokken 11 til 18.

Du finder Risskov Ost på adressen Østre Havnegade 22.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...