Tvillingebrødrene Morten og Kasper elsker at danne rammen for motion og fællesskab i Aalborg. Mød dem her

AALBORG: Morten og Kasper Fruensgaard er ikke alene tvillinger, de er også begge store sportsentusiaster. Mange vil kende dem fra bokseringen, hvor de begge gør karriere. Men sammen udgør de også to-tredjedele af Life of Sport, der arrangerer løb i Aalborg og omegn. For dem handler det ikke om at komme først i mål men om at inspirere og motivere andre til at mærke glæden ved at dyrke motion. Life of Sport står blandt bag Fjordpark Løbet 26. maj.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så jer til at tænke på?

Aalborg har været med til at sætte rammen om vores voksenliv; vores udvikling, minder, oplevelser, op- og nedture, nye venskaber og vores iværksætterdrøm, som er bag Life of Sport.

Vi tænker også rammen om fremtiden. Det er her, vi har etableret os og her, vi skal opleve vores børn vokse op.

Hvilke steder i byen betyder noget særligt for jer?

Det gør de steder, hvor vi har fået lov til at udfolde os og være sociale, især igennem boksning og løb. Det er blandt andet steder som Lindholm Bokseklub, de grønne pletter i byen og langs havnefronten, hvor løbefællesskabet kan dyrkes til fulde.

Derudover byens spisesteder og generelt de tiltag, der appellerer til os unge voksne, dét giver værdi til hverdagen.

Camilla Gammelgaard
Brødrene elsker de steder i byen, hvor de kan udfolde sig og være sociale. Foto: Lasse Sand

Hvordan bruger I byen i jeres fritid?

Vi løber selvfølgelig en del ture, det rydder op i øverste etage for tanker.

Vi går ture med konerne i hånden og prøver at se voksne ud, mens hverdagens udfordringer vendes. Vi elsker at spise ude, og bruger også biografen, og andre aktiviteter i byen.

Nogle vil også kende jer fra boksning. Hvad har Aalborg betydet for jeres karriere både i og uden for ringen?

Den lokale opbakning, som vi har fået af andre, og mediernes opmærksomhed har været med til at give os troen på, at vi har gang i noget rigtigt, og at vi blot skal forsætte med at tro på os selv. Og så betyder det noget for os, at det vi laver har en værdi og kan være med til at inspirere andre eller gøre en forskel.

Camilla Gammelgaard
Et af de steder, som Kasper og Morten Fruensgaard elsker, er Nørresundbys havnefront. Foto: Lasse Sand

I arrangerer efterhånden mange løb i og omkring Aalborg. Hvordan er Aalborg som motionsby, og hvordan oplever i opbakningen til jeres arrangementer?

Aalborg er fantastisk, og vi kan virkelig mærke, at fællesskabet er noget, som folk gerne gør krav på. Vi oplever det som om, at ego-kulturen er stilnet lidt af. Det er mindre ‘mig-mig-mig’ og mere ‘os-dig-jer’. At vi så kan skabe fællesskaber igennem motion, er jo bare fantastisk.

Hvilke personer betyder noget særligt for jer i byen?

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen kommer vi ikke udenom. Det er ikke for at være politiske, men hans opbakning til motion betyder meget. Vi kommer heller ikke udenom vores gamle boksetræner Finn Sørensen, som har troet på os, siden vi var 13 år gamle, og han aldrig har givet op på os.

Og selvfølgelig skal O (Martin Ovesen Lykke), som vi har Life of Sport med, nævnes. Han betyder meget for os, og han har en stor fortjeneste af, hvor vi sammen står i dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...