Og den anden gode nyhed er også, at der - ifølge forhåbentligt velunderrettede kilder - er masser af livsvigtige points i outfittet

AALBORG: Den spritnye hjemmebanetrøje giver AaB-spillerne luft under vingerne og dermed også en flyvende start og livsvigtige points i den første hjemmebanekamp i den nye sæson mod SønderjyskE på søndag klokken 14.00.

Offentligheden blev således onsdag præsenteret for det nye dress ved et arrangement i Aalborg Storcenter i City Syd, hvor Superliga-klubben i samarbejde med Sportmaster langt om længe afslørede og fremviste den ellers godt bevarede hemmelighed i form af en nydesignet fodboldtrøje.

Trøjen blev vist frem af tre af spillerne på Superliga-holdet, og meget passende var tre-kløveret anført af anfører Lucas Andersen, der blev bistået af holdkammeraterne Patrick Olsen og Mathias Ross.

Torben O. Andersen
Store som små fodboldinteresserede tilskuere stimlede sammen på Centertorvet for ved selvsyn at se og kommentere AaB's nye hjemmebanetrøje, der helt afgjort faldt i god jord hos publikum. Foto: Henrik Louis

Overordnet og sammenfattende kan man sige om den nye hjemmebanedragt, at de rød-hvide farver naturligvis er bevaret.

Den specialdesignede spillertrøje fra Hummel trækker i meget høj grad tråde tilbage til tidligere tiders AaB-trøjer, og det har givet den nye trøje et friskt retro-look.

Samtidig indeholder trøjen detaljer og referencer til Aalborg, AaB' historie og ikke mindst de mange trofaste fans, der ihærdigt bakker "Hele Nordjyllands Hold" op på både hjemme- og udebane i 3F Superligaen.

Torben O. Andersen
De tre AaB-spillere - fra venstre Mathias Ross, Patrick Olsen og Lucas Andersen - nød helt afgjort rollen som mannequiner, da det nye outfit skulle vises frem på catwalken i Aalborg Storcenter. Fokus var også på de historiske røde strømper, som så at sige gør comeback efter 35 års fravær. Foto: Henrik Louis

Det er naturligvis også værd at bemærke, at der er comeback til de historiske røde strømper. For første gang siden 1984 vender AaB-truppen nemlig tilbage til brugen af de røde strømper på fodboldbanen. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at man dog ved enkelte lejligheder har spillet i de røde strømper på udebane de seneste år.

Lucas Andersen giver spillerdragten følgende ord med på vejen:

- Det er en fed detalje med de røde strømper, og jeg kan godt lide, at vi på den måde indtænker klubbens historie.

- Jeg synes også, at det er på sin plads, at trøjen hylder vores fans og er med til at understrege, hvor meget de betyder for os spillere, pointerer AaB-anføreren.

Torben O. Andersen
Her er en ægte AaB-fan - eller skal vi ikke snarere sige to - som havde smidt alt, hvad de havde i hænderne for at komme ud i Aalborg Storcenter og nyde synet af Superliga-spillerne og deres spritnye hjemmebanetrøje. Vi skal hilse og sige, at de begge var tilfredse med resultatet. Foto: Henrik Louis

Aalborg Portland Park lægger selvfølgelig græs til, når AaB på søndag tager imod SønderjyskE i anden spillerunde.

Gæsterne har allerede tre points på kontoen, idet holdet i første runde vandt 2-1 på hjemmebane over Randers FC, hvorimod AaB kom skidt fra start med et nederlag på 2-0 til oprykkerne fra Lyngby.

Den nye AaB-spillertrøje kan i øvrigt købes for den nette sum af 500 kroner i AaB fanshop og i AaB souvenirbod på stadion forud for kampen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...