Skal alle kunne bikse en kage sammen, der ligner en pony, eller er det okay at have begrænsninger? Mette Goddiksen har et bud

KLUMME: Der kommer det her øjeblik i ethvert barns liv, hvor de finder ud af, at mor egentlig bare er en gennemsnitsdansker. ​

Det øjeblik har min otteårige datter lige gennemlevet.​

Jeg havde vældig travlt i den periode, men da hun med glædesstrålende øjne spurgte, om vi ikke kunne deltage i ”Den store bagedyst” henne i DUS’en, så mumlede jeg ”måske”, hvilket som bekendt betyder ”ja” på børnesprog.​

Og det var i grunden ret hyggeligt, da vi med flødeskumsspray fra Aldi, lidt bær og en håndfuld neongrønt krymmel lavede det sidste finish på lagkagen, som vi døbte ”Thildes Midsommerdrøm”. Stolt satte vi som de første kagen på det fine bord beklædt med nervøs velour i fællesrummet. ​

Der blev taget billeder af pige og flødeskumskage. Selvtilfreds tænkte jeg, at jeg alligevel havde kontrol over den der status af nogens mor, som ellers kan være skræmmende nok. To pragtfulde minutter var det.​

For så gik dørene op og ind marchede den ene forælder efter den anden med kunstfærdige, kreative kager. Der var fodboldbaner med små mål. Der var muffins, der på en prik lignede minimodeller af caféburgere med sesam, tomatskiver skåret af jordbær, træpind og hele moletjavsen. Der var muffins, der lignede popcornbægre – og som om det ikke skulle være nok, så landede der også en stor, lilla My Little Pony med manke og øjne, der kiggede triumferende på mig. Selv ponyen fordømte mig med sit blik. Men heste kan jo også mærke, når man er bange.​

Pisselortepony, tænkte jeg barnligt. Man burde lave en Tommy Kenter på den (serviceinfo til yngre læsere: Prøv evt. at google ”Tommy Kenter – kage”. Det er øverst i søgeresultaterne). Og havde jeg inderst inde lyst til at lave en håndmiksermassakre i de andres fiiiisefornemme kager? Ja. Men jeg tog mig sammen og sagde ”ih” og ”næh” til de andres kager. Uh, hvor jeg håbede, de kager smagte dårligt – lidt ligesom man i hemmelighed håber, fotomodeller er uintelligente eller dårlige mennesker. ​

Jeg tøjlede endda min indre bitch og lyst til passivt aggressivt at lade én eller anden kommentar om trofæmødre, og at de kager vist ikke var lavet af små børnefingre, klemme ud mellem sidebenene. Det ville der ved Gud heller ikke have været andet belæg for end mit eget mindreværd: Min datter havde heller ikke hjulpet ret meget. Havde egentlig bare klasket købecreme mellem to lagkagebunde fra Rema. Jeg svedte. ”Thildes Midsommerdrøm” svedte. Den billige fløde skred og tog alt pynten med i faldet. ​

Kagerne skulle bedømmes af strenge børnedommere i tre kategorier: Mest kreative, flotteste og mest velsmagende. I hver kategori var der første-, anden- og tredjeplads. Ergo: Ni muligheder for en placering ud af 16 deltagende kager. ​

Vi stod nu dybest set med et fad smat af e-numre og stødt melis: Mors Midsommermareridt. Jeg vidste sådan set godt, hvad klokken havde slået. Min datter, min bette Ole Henriksen, bevarede troen og humøret til det sidste. ​

Den eneste pris, vi kunne have vundet, var overmodighedsprisen. Eller godtroenhedsprisen.​

Men hvad pokker. Smagen af nederlag blev heldigvis erstattet af den dejligste smag fra pony og burger, efter dommerne havde voteret og udråbt vinderne, der ikke var os. ​

Og hey: Så lærte vi, at umage smager bedst. Og at selv mødre er uperfekte og skal kende deres begrænsninger.​

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...