Femte gang blev sidste gang for 33-årige Dennis Boe Carlsen og hans deltagelse ved Årets Kok. Det var ikke nok bare at være med, og nu er det definitivt slut med at løbe efter Årets Kok-titlen.

Der var som altid tryk på under afviklingen af Årets Kok. I Messecenter Herning er der i disse dage Foodexpo, hvor et hav af fagkonkurrencer afholdes samtidig med messen for især branchefolk.

Blandt konkurrencerne er også den prestigefyldte Årets Kok-konkurrence, som de to Bocuse d'Or-vindere, Rasmus Kofoed og Svinkløv-kokken Kenneth Toft-Hansen, har vundet, inden de blev verdensmestre.

Nordjylland havde en enkelt deltager med i finalen, Dennis Boe Carlsen fra Hotel Scheelsminde, og han havde en fest i køkkenet sammen med sin hjælper, Niclas V. Uhler, kunne han fortælle, før præmieoverrækkelsen.

- Jeg synes, det gik rigtig godt i dag, sagde Dennis Boe Carlsen med en sandwich i hånden og familien ved sin side.

- Jeg havde dog lidt problemer med min dessert, som ikke helt havde sat sig, lød det.

Om det var desserten eller noget helt andet, så var der ingen podieplacering til Dennis og hans makker.

- Det er aldrig dårligt at tabe til nogen, der er bedre, sagde han, inden turen gik tilbage til Nordjylland.

Tilbage i Herning er Mark Foged den lykkelige vinder af Årets Kok 2022, mens Bjarke Jeppesen blev nummer to og Tommy Jespersen blev nummer tre.

Og mens de unge fester, så er det definitivt slut med at deltage i kokkekonkurrencer for Dennis Boe Carlsen.

- Jeg er ved at blive for gammel. Det skal ikke ende med at blive sådan, at jeg bare er her for at være med. Jeg stiller ikke op igen, det her var sidste gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...