Publikum kan glæde sig til et helt vildt og spektakulært fyrværkerishow af ikke mindre end 19 minutters varighed. Arkivfoto: Martin Damgård
Det sker

Der bliver knald på drengen som aldrig set før i hele kongeriget...

Publikum til The Tall Ships Races i Aalborg kan se frem til et musikstyret fyrværkerishow der slår alle tidligere rekorder i Danmark

20. juni 2019 kl. 18:00

AALBORG: Der bliver rent ud sagt mega knald på drengen som aldrig set før i det ganske, danske kongerige, og publikum kan se frem til et musikstyret fyrværkerishow, der kort og godt slår alle tidligere rekorder i Danmark.

Der er naturligvis tale om det gigantiske festfyrværkeri, der skal være med til at sætte et markant og effektfuldt punktum på The Tall Ships Races 2019 i Aalborg, der finder sted i perioden 2.-6. juli med deltagelse af størstedelen af verdens smukkeste sejlskibe.

Danmarks ubestridt største fyrværkerishow ever bliver således skudt i gang præcis klokken 23.15 fredag den 5. juli, og der bliver god tid til at nyde det imponerende og spektakulære show al den stund, at det såmænd varer hele 19 minutter.

Manden og kreatøren bag det eksplosive og farverige show er den 54-årige fyrværkerimester Gunnar B. Knudsen, der er indehaver af firmaet "Højen & Magic Fyrværkeri" i Holstebro.

Holdet bag det stort anlagte show bruger et sted mellem 2500 og 3000 kilo krudt. Arkivfoto: Lars Pauli

Gunnar B. Knudsen siger til aalborg:nu, at det bliver en helt unik event, som ikke går i glemmebogen sådan lige med det samme.

- Publikum får virkelig én på opleveren, når vi fyrer det musikstyrede festfyrværkeri af. Jeg er selv helt vildt spændt på hele forløbet, og jeg glæder mig utrolig meget til at dele oplevelsen med tilskuerne.

Den professionelle fyrværkerimester oplyser, at der bliver brugt et sted mellem 2500 og 3000 kilo krudt på showet i Aalborg, og det er ensbetydende med, at der er tale om det største "knald" i i hvert fald de seneste 25 år her i landet.

Verdens smukkeste sejlskibe får følgeskab af verdens - måske - smukkeste festfyrværkeri, når showet skydes i gang klokken 23.15 fredag den 5. juli. Arkivfoto: Lars Pauli

Gunnar B. Knudsen:

- Fyrværkerishowet består hovedsageligt af luftbomber, som er det samme som krysantemumbomber, og de bliver suppleret med batterier, romerlys og et hav af andre effekter.

- Luftbomberne - eller kuglebomberne om man vil - bliver skudt op på himlen, hvor de så eksploderer i en farvepragt uden sidestykke, og jeg tør godt love, at alle farvenuancer på farveskalaen er repræsenteret, tilføjer Gunnar B. Knudsen.

Der bliver annonceret på livet løs for The Tall Ship Races 2019 i Aalborg, der finder sted i perioden 2.-6. juli, og her er det en ganske stor plakat på Medborgerhuset i midtbyen. Foto: Torben O. Andersen

Han fortæller også, at den centrale styring af hele showet kommer til at foregå på midten af Limfjordsbroen, hvor fyrværkerimesteren selv opholder sig sammen med sit 20 mand store hold.

Og for en god ordens skyld skal det også lige bemærkes, at mandskabet ikke styrter rundt med en æske tændstikker i hånden, når bomberne skal fyres af - men derimod sker affyringen ved hjælp af ca. 4000 eltændere, der er programmerede til at tænde bomberne på det helt rigtige og ønskede tidspunkt.

Prisen på det gigantiske fyrværkerishow ønsker Gunnar B. Knudsen at bevare som en forretningshemmelighed.

Annonceret indhold

Nyeste