X Factor-deltageren Jamie Talbot er oprindeligt fra Vejgaard. Nu bor han i København for at udleve drømmen om en musikkarriere.

MENNESKER: Vi har fået en snak med sang-talentet fra Vejgaard, som i øjeblikket kæmper om at vinde den 11. sæson af X Factor på DR 1.

Når jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

- Jeg tænker på mange forskellige ting. Skal jeg nævne nogen af dem, så vil jeg sige alle mine dejlige venner, at chille i parken, gode fester og min familie.

Camilla Gammelgaard
Jamie Talbot imponerede endnu en gang dommerne ved X Factors andet live show. PR Foto: DR

Nu er du flyttet til København. Hvad savner du mest ved Aalborg?

- Jeg savner selvfølgelig mine venner. Og så savner jeg faktisk det med, at man kan møde en tilfældig, man kender, når man går ud. Selvom det måske også er en af grundene til, jeg flyttede væk, fordi jeg sætter pris på privatliv. Så savner jeg, at man kan støde ind i en gammel ven fra folkeskolen, fra gymnasiet eller fra universitetet og så falde i snak og tage en kop kaffe eller sådan noget. Det er sket for mig en enkelt gang i København, at jeg mødte en tilfældigt på Nørrebro, som jeg kender fra universitet, men det sker ikke tit.

Jeg kan også godt savne størrelsen på byen. Alt er bare mindre. For eksempel vejene og bygningerne. Det, synes jeg, klart gør Aalborg mere hyggelig.

Camilla Gammelgaard
Her ses Jamie Talbot ved det første live show. PR Foto: DR

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

- Der er flere steder. For eksempel Karolinelund og Jomfru Ane Gade. Ellers er der også havnefronten. Der plejer jeg gerne at sidde nede. Det er selvfølgelig mest om sommeren. Nu har jeg også oplevet min første sommer i København, og det var mega nice. Her er mega mange mennesker, og parkerne er fyldt, når der er sol. Men jeg kan godt savne, at man pludselig sidder 20 mennesker og chiller i parken, fordi man lavede en aftale med én ven, og så er man pludselig mange. Det, synes jeg, er rigtig fedt.

Og så vil jeg naturligvis gerne sende et "shout-out" til min hjemby Vejgaard.

Har du nogen særlige minder fra byen?

- Der er ikke noget, der som sådan stikker ud for mig. Jeg synes generelt, at der er en god feeling i byen.

Camilla Gammelgaard
Remee er Jamie Talbots mentor igennem X Factor forløbet. PR Foto: DR

Hvordan bruger du byen i din fritid og i dit privatliv?

Jeg har lavet lidt forskelligt de gange, jeg har været hjemme igennem det sidste halve år. Vi har selvfølgelig set X Factor, og så har jeg været rundt og sige hej til familien. Jeg har også taget en bil og kørt rundt til vennerne. Jeg har en del nære venner, som jeg har kendt igennem lang tid, og dem sætter jeg virkelig pris på at besøge. Så sidder vi bare og chiller og snakker. Det er hyggeligt.

Jeg træner også, når jeg er i Aalborg, og det bliver måske også til en enkelt bytur.

Hvordan er Aalborg at bo i, når man gerne vil starte en musikkarriere? Hvordan er mulighederne?

- Jeg synes faktisk, at det er en okay by at lave musik i. Det kan måske godt være svært at finde nogen, der tror så meget på dig, at de vil gøre en større indsats for at hjælpe dig i gang med en karriere. Ambitionerne er ikke tårnhøje i Aalborg generelt set, der er flere, der bare gerne vil hygge med musikken. Det er min oplevelse af det, jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det bare er mig. Det kan også være svært at finde nogen at spille sammen med i Aalborg, for musikernetværket er ikke ret stort. I hvert fald ikke af musikere der aktivt søger nogen at spille sammen med. Jeg har så været heldig, at min far har et band, der hedder "Staying Alive - A Bee Gees Tribute", og dem blev jeg efterhånden en del af og har været med under udviklingen af bandet.

Men hvis man virkelig vil det, så tror jeg, at det kræver et spring til København. Det er jo helt klart herovre, der er flest muligheder, og det er her, det sker. Man kan nærmest gå fra det ene studie til det næste, fordi her er mange. Generelt er her mange store steder for musikere samlet et sted.

Camilla Gammelgaard
Jamie Talbot sang ”For evigt” af Volbeat ved sidste live show. PR Foto: DR

Kan du mærke opbakning fra Aalborg, efter du er kommet med i X Factor?

Ja jeg kan helt sikkert mærke opbakningen. Det er super sejt! Jeg håber selvfølgelig, at den største opbakning kommer hjemmefra Aalborg, men det er jo stadig et spørgsmål om smag, når folk beslutter, hvem de vil stemmer på. Jeg har heller ikke mulighed for at vide, hvor stemmerne kommer fra, men jeg kan helt bestemt mærke, at interessen for mig er steget. Der er rigtig mange, der tager kontakt. Det kan jeg især mærke på min Instagram.

Hvis du vinder X Factor, hvor vil du så fejre det? I Aalborg eller i København?

- Jeg kan ikke nøjes med at fejre det i København - jeg skal hjem også. Umiddelbart vil jeg ikke udelukke noget - så hellere holde to fester.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...