Fredrik Hector Schmidt driver bryggeriet Bad Seed Brewing - mød ham her

AALBORG: 27-årige Fredrik Hector Schmidt er manden bag Bad Seed Brewing. Du kan allerede nu nyde hans øl flere steder i byen, og bryggerens øl også kommer til at flyde fra ølhanerne, når den nye café Fløs snart åbner i det tidligere Ib René Cairo i Reberbansgade. Fredrik Hector Schmidt er født og opvokset i Aalborg og efter nogle år i København, bor han igen i sin barndomsby.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Først og fremmest tænker jeg ”hjem” - min by.

Jeg er meget stolt af at være aalborgenser, og bærer det som et adelsmærke. Der er virkelyst, initiativ, visioner og handling i Aalborg.

En by med en stolt historie som industriby, og som med respekt for sin fortid er vendt mod en lysende fremtid - en fremtid med bl.a. masser af dejligt øl i krystalkuglen.

Tina Larsen
Fredrik Hector Schmidt glæder sig over den modtagelse, hans bryggeri har fået. Foto: Henrik Bo

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Jeg bor i Vestbyen, og jeg er vild med bydelen.

Jeg nyder at gå lange ture med min familie langs fjorden, vestpå forbi Spritten, lystbådehavnen og ud og nyde udsigten mod Egholm. Det er fantastisk at have fjorden i sin baghave, og der sker så mange fede ting i den ende af byen.

Der er også hundredvis af gode barndomsminder fra Østerådalen, som jeg voksede op i nærheden af, og hvor jeg stadig nyder at gå lange ture.

Hvad betyder det for dit brand, at flere caféer nu får øl fra Bad Seed Brewing?

Det betyder enormt meget for mig at få et lokalt fodfæste.

Selv om jeg har internationale ambitioner med mit øl, er et af mine højeste ønsker, at folk i Aalborg vil se Bad Seed Brewing som deres bryggeri, og at Aalborg kan være stolt af at have et nyt, ungt og ambitiøst bryggeri i byen.

I bund og grund brygger jeg øl for at give folk gode oplevelser - og jeg under enhver aalborgenser gode oplevelser.

Hvad har Aalborg betydet for din interesse for øl?

Det har været alfa og omega - det hele begyndte, da jeg opdagede hedengangne Ølkonsortiet i Rantzausgade, hvor jeg blev fuldstændig mind-blown af at smage alverdens forskellige øl - sure, søde, bitre, mørke, lyse - og hurtigt blev alle mine penge brugt derinde.

En dag søgte de frivillige til at hjælpe i butikken, og 17-årige Fredrik så det som en kærkommen mulighed for at udforske øllets verden endnu mere.

Der mødte jeg min gode ven, Jesper Nymann, som lærte mig at brygge øl - og nu her ni år senere har jeg så mit eget bryggeri.

Så det har været helt og aldeles udslagsgivende, at der var en gruppe ligesindede ildsjæle, som hjalp mig og mange andre til at opdage øllets potentiale.

Tina Larsen
Foto: Henrik Bo

Hvordan er det at drive et lokalt bryggeri her i området?

Bad Seed Brewing ligger i Gudumholm, og jeg mærker en stor glæde og interesse over, at der er rykket et bryggeri til byen.

Det er et dejligt lille lokalsamfund, og jeg har ikke tal på, hvor mange der har tilbudt deres hjælp til både dette og hint - og det har været så dejligt at mærke.

Jeg får også jævnligt gæster der kigger forbi for lige at få en kort sludder, og måske købe en øl - eller bare se giraffen.

Hvordan oplever du, at Aalborg og aalborgenserne tager imod dit øl?

Jeg synes, jeg har fået en skøn modtagelse.

Da jeg inviterede til åbning på bryggeriet, håbede jeg at kunne være så heldig at 50-100 mennesker kom forbi og fejrede det med mig.

Da dagen oprandt 1. december strømmede det vitterligt ind ad døren med de skønneste gæster, der var taget fra nær og fjern for at deltage i fejringen, og lykønske mig - og omkring 500 mennesker var forbi bryggeriet til åbningsfesten.

Det var fuldstændig vanvittigt at mærke den opbakning, og det var den vildeste følelse af eufori og ydmyghed. Det var en fantastisk begyndelse for Bad Seed Brewing i Aalborg.

Hvilke personer betyder noget særligt for dig i dit arbejds/privatliv?

Når man ene mand starter et så vanvittigt projekt som et bryggeri, er det uvurderligt at have en fantastisk familie, der kan yde støtte, når det er hårdt, og som kan glædes med en, når tingene går ens vej.

Der har min dejlige kone, Pernille og min skønne datter Elly simpelthen bare været det bedste brændstof.

Jeg har også stor glæde ved mine kompagnoner Johann og Heimir fra Wildebeest, som har været med på sidelinjen, siden jeg begyndte at opbygge bryggeriet.

Det er skønt at have nogle gode partnere, som kan være med til at træffe beslutninger, realisere planer, lægge strategier og kan give en hånd med i bryggeriet, når der både skal brygges, tappes og sendes øl ud af døren samtidig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...