Alle øjne rettet mod Cool East Arena, hvor Aalborg Pirates lige nu spiller om guldet

AALBORG: Det er 37 år siden, der sidst kom ishockey-guld til Aalborg. Derfor er det en historisk aften for fansene.

Cool East Arena vrimler med festglade fans, der bestemt ikke går ned på flag, guldparykker, pirathatte og andre fine effekter. De er klar, og stemning er allerede intens i forhallen.

Træder man i selve hallen bliver det straks forstærket. Der er smil og tro på sejr, men samtidig tør ingen tro på det endnu.

Lisa Krogen er taget til kamp med sin søster. De er begge kæmpe fans af Aalborg Pirates og følger dem i tykt og tyndt.

Lisa Krogen har taget sin søster med

- Jeg synes, det har været fuldstændig fantastisk at følge slutspillet. Vi har formået at gå fra at være underdogs til at brillere, siger hun.

Begge søstre er iklædt guldtøj og har den ikoniske piratklap siddende i håret.

Lisa Krogen har set ishockey siden hun var fire år gammel, og hun er meget bevidst om kampens betydning.

- Jeg har ikke oplevet, at vi har vundet guld i mit liv. så det er helt vildt, siger hun.

Ved siden af søstrene står Christian Nielsen. Han er også inkarneret fan. Faktisk så meget, at han også har fundet en kæreste i ishockey-miljøet.

- Vi skal faktisk snart giftes, men vi er ikke enige om, hvilket hold, vi skal holde med. Hun står faktisk ovre på den anden side ved Herning-supporterne, griner han.

Både søstrene og Christian Nielsen er de enige om, at de ikke tør jinxe noget, men at de tror på sejr og guldfest senere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...