Børnenes dag i karnevalsugen

AALBORG: Den symbolske afbrænding af Cimbrertyren fredag aften på Gabels Torv behagede som håbet karnevalsguderne. Lørdag formiddag var stemningen helt i top, da børnekarnevallet startede samme sted med høj sol over byen.

Musikken spillede og samba-rytmerne gik direkte i kroppen på de flere tusinde, der var mødt op. Far, mor og børn fik lyst til at bevæge sig i takt til de inciterende rytmer.

Flere af holdene fra fredagens parade var med i optoget, som bevægende sig fra Gabels Torv via Boulevarden til Kildeparken, hvor festen fortsatte. Bl.a. de lokale Poco Loco, som bragte masser af Rio-stemning til Aalborg C.

Men det var skam ikke kun de mere eller mindre professionelle karnevalgsgrupper, der udstrålede kreativitet. Masser af forældre og børn havde skiftet hverdagsdragten ud med et outfit præget af fantasi, sjov.

Der var rigtig karnevalsstemning med masser af grin, hygge og sjov - og politifolk på cykler, som passede på os alle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...