Område bliver lukket i dagtimerne - se her hvorfor

AALBORG: Er du en af de mange, der jævnligt går, løber eller cykler gennem den nordlige del af Østerådalen, så kan du blive mødt af afspærringer og store maskiner de kommende uger.

Kommunen har nemlig fået dispensation til at udlægge jord på et ellers naturbeskyttet areal langs Lergraven, der er Østerådalens største sø.

Jorden skal køres på i det røde område mellem åen og Lergraven. Foto: Aalborg Kommune

Arealet skal dækkes med jord for at sikre både mennesker og dyr mod kontakt med eternit, der er efterladt i området af arealets tidligere ejer, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det forurenede areal bliver dækket med ca. 25 cm jord og indhegnet, sådan at får fremover kan afgræsse det som en del af bjørneklo-bekæmpelsen.

Arbejdet går i gang i denne uge og varer frem til uge 49. I den periode bliver der kørt ca. 3000 m3 ren muld på området, som bliver afspærret for publikum i arbejdstiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...