Sidste gang kom der 56 skibe, men i år kommer der kun 40

AALBORG: Har du også undret dig over, at antallet af skibe til Tall Ship Races er lavere end sidst, den populære kapsejlads lagde vejen forbi Aalborg?

I 2019 kom der 56 skibe forbi, men i år kommer der kun 40 skibe, og det er blandt andet de tre store, russiske fuldriggere Mir, Sedov og Krusenstern, der bliver væk fra dette års Tall Ship Race.

- Da krigen i Ukraine brød ud, gik der ikke mere end en dags tid, før vi gav besked om, at de ikke er velkomne i Danmark til Tall Ship Races, siger Aalborg Kommunes eventchef, Søren Thorst.

- Det samme gjorde sig gældende i Belgien og Holland, hvor de russiske skibe heller ikke er velkomne.

Uden Mir, Sedov og Krusenstern kommer der til at mangle over 300 matroser i bybilledet, men det er ikke noget, der bekymrer eventchef Søren Thorst.

- Der kommer jo 1200-1500 andre matroser og søfolk forbi.

Skibene bestemmer selv

Tilbage i maj fortalte Esbjerg Kommunes eventchef, Villy Grøn, til JydskeVestkysten, at der sandsynligvis kun ville komme 34 skibe forbi Esbjerg Havn, men at Aalborg får lov til at opleve en god håndfuld flere skibe skyldes, at det er de enkelte skibe, der selv vælger, hvilket race de deltager i.

- Betingelsen for at være med til Tall Ship Races, er, at skibet bare skal være med i ét race. Derfor er det ikke nødvendigvis de samme skibe, du kan opleve i Esbjerg, for det er ikke alle, der sejler med hele vejen, siger Søren Thorst.

Her er det især de mindre skibe, klasse C og D-skibene, der falder fra på ruten fra Antwerpen til Aalborg.

- Den lange tur er simpelthen for besværlig for mange af dem, siger Søren Thorst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...