
Det bliver så vildt: Populære rappere fuldender programmet til koncerten med 50 Cent
Det er to af tidens mest talentfulde kunstnere, du også kan opleve på Musikkens Plads
AALBORG: Du kan godt begynde at glæde dig - endnu mere - for det er to af de mest talentfulde rappere fra den danske musikscene, der fuldender programmet til koncerten med 50 Cent på Musikkens Plads senere på sommeren.
Nu kan vi nemlig fortælle, at Musikkens Hus i samarbejde med ANR præsenterer Lamin og ICEKIID, og dermed er det to af Danmarks absolut varmeste rappere, der bliver føjet til plakaten. Det skriver Musikkens Hus i en pressemeddelelse.

Med hits som ’ErruDumEllaHvad’ og ’Hvor Fuck Er Min Drink’ lægger de to i øjeblikket scener ned landet over. Derfor er der lagt op til en stærk parade af nogle af de varmeste bangers i Danmark, når de to talentfulde rappere vil være en del af programmet til verdensstjernen 50 Cents brag af en koncert søndag 21. august.
- Når en af verdens største rappere gæster Aalborg, kræver det naturligvis et line-up med en vis tyngde, siger Andreas Mathew, som er Executive Producer i Musikkens Hus.
- Derfor er vi stærkt begejstrede over at kunne præsentere både ICEKIID og Lamin, der er nogle af de mest aktuelle kunstnere i dansk rap lige nu, hvor de turnerer med nogle af de største hits på den danske rap-scene.

Lamin optrådte senest på dette års Roskilde Festival, og det danske rap-stjernefrø modtog en femstjernet anmeldelse fra Soundvenue, da han ifølge det anerkendte musikmagasin trådte ind i ”hiphop-superligaen” med sin optræden.
ICEKIID, der har en lidt længere historik i det danske rapmiljø, har gjort sig særligt bemærket de sidste par år med sommerhittet ’ErruDumEllaHvad’, som blev den mest streamede sang i 2020. ICEKIID opnåede desuden med nummeret en placering i et af verdens største computerspil, FIFA21, og skrev historie med sin medvirken til spillets stjernespækkede soundtrack.
De to stjernefrø kommer således uden tvivl til at fyre op under en gedigen fest søndag 21. august, inden 50 Cent entrerer den store scene på Musikkens Plads.
- Vi er overbeviste om, at Lamin og ICEKIID vil levere publikum på det helt rette sted, inden aftenens absolutte højdepunkt, 50 Cent, indtager Aalborgs havnefront. Og med det endelige line-up på plads er der for alvor lagt op til et brag af en aften på Musikkens Plads, lyder det fra Andreas Mathew.
Billetter til koncerten kan købes på www.musikkenshus.dk