Camille Jones er netop blevet valgt som ny formand for ungebyrådet. Mød hende her:

AALBORG: Det er tredje periode, 15-årige Camille Jones sidder i rådet, der fungerer som talerør for byens børn og unge. Til daglig går hun i 9. klasse på Vejgaard Østre Skole - hun er født og opvokset i Aalborg, hvor hun bor med sin familie.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Det får mig til at tænke på hjem, der, hvor jeg hører til.

Jeg føler, at jeg kender Aalborg, og det er trygt for mig, plus det er nemt at komme fra a fra b - jeg kan hoppe på min cykel og komme til min destination.

Jeg føler mig virkelig velkommen i Aalborg og kunne faktisk ikke rigtig forestille mig at flytte ud af byen. Man kan få lov til at fordybe sig i, hvad man vil, der er jo alt fra universitet til shoppingcentre, byliv og skove, og jeg føler ikke rigtig, at der mangler noget.

Katrine Schousboe
Camille vil det kommede år arbejde for, at flere unge kommer til at kende til Aalborg Byråd. Foto: Claus Søndberg

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Jeg elsker virkelig Aalborg midtby, da jeg har så mange gode minder fra midtbyen, både med shoppeture med tøserne, dates med kæresten, julemarked, og man kunne blive ved.

Jeg er også helt vild med Blok X i Karolinelund, hvor os i ungebyrådet tit er, når vi laver vores arbejde. Karolinelund er bare generelt virkelig blevet et fedt sted især for alle de kreative unge, men også i forhold til alle koncerterne og arrangementerne, der var før corona.

Et af de steder, der betyder rigtig meget for mig, er Aalborg Rugbyklub Lynet, som ligger ude ved Vestbyen. Jeg har selv spillet rugby i et par år, men stoppede i slutningen af foråret, da jeg fik for travlt med alt andet.

Min far er fra New Zealand, hvor rugby er nationalsporten, så jeg har, siden jeg var lille, set rugby sammen med min far og min storebror, som har spillet i mange år. Jeg følte mig hjemme på en helt anden måde, når jeg var ude på banerne og i klubben, det var ligesom “mit sted”, og det sted, hvor jeg kan få lov til at slippe fra den danske hverdag. Jeg elsker alle de forskellige nationaliteter, man møder derude, der er jo både spillere fra Italien, Fiji, England, New Zealand, og man kunne blive ved.

Min far er træner derude, og min bror spiller også stadig, plus jeg arbejder derude, så jeg er stadigvæk derude ret tit.

Hvad betyder det for unge i Aalborg, at vi har et ungebyråd?

Jeg tænker helt klart, at det er en kæmpe fordel for de unge, at der er sådan et godt og fungerende ungebyråd!

I Aalborg Ungebyråd lytter de voksne rent faktisk til os og bruger det, vi siger, til noget, så derfor synes jeg virkelig, at det er en skam, at der ikke er flere, der kender til os, fordi man virkelig kan få lov til at gøre en forskel.

Hvordan oplever du generelt, det er at være ung i Aalborg?

Jeg synes, det er fedt!

Der er super meget at lave som ung i Aalborg. Der er både flere forskellige biografer, shoppingsteder, caféer, fritidsklubber og mulighed for at dyrke sine fritidsinteresser, ligemeget om det så er rugby eller skuespil, man er til, plus der er masser af skole- og uddannelsesmuligheder.

Aalborg er virkelig en by for de unge, hvis du spørger mig.

Katrine Schousboe
Camille Jones har i flere år spillet rugby, og selv om hun er stoppet nu, kommer hun stadig meget i klubben. Foto: Claus Søndberg

Hvad vil du gerne opnå med din indsats i ungebyrådet?

I år vil jeg virkelig gerne sørge for, at flere kender til ungebyrådet, så flere har mulighed for at blive hørt.

Jeg synes også, det er super vigtigt, at vi som ungebyråd ikke kun snakker for ungebyrådet, men snakker for alle børn og unge i Aalborg kommune. Men for det kan lad sig gøre, bliver vi nødt til at få ordet om ungebyrådet ud til flere unge. Dette er jo min tredje valgperiode, jeg er med, og jeg tror stadig ikke, det er alle fra min klasse, der er helt med på, hvad det er, jeg render rundt og laver.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Jeg sætter rigtig meget pris på de voksne i ungebyrådet.

De giver mig virkelig lysten til at lave arbejdet, og de får mig til at tro på mig selv. Bare fordi de er ældre og har mere erfaring end os, så nedgør de os ikke, de respekterer os alle sammen, lytter til os og hjælper med at føre vores arbejde videre.

Voksne som Aalborg Ungebyråds sekretær Anne Juel Larsen og Rikke Hartmann, som er med i børnevenlig kommune-projektet, er nogen af dem, der motiverer mig mest til at gøre en indsats. De lytter til os unge, og de hjælper os med at forstå, at vores meninger også er værd at lytte til, og at det, vi gør, har betydning for samfundet.

Så de personer, der betyder mest for mig i Aalborg er dem, der støtter mig.

Det er ikke kun min familie og venner, selvom de dog er min største støtte, men det er også alle dem udover, der lytter til mig og gør en indsats ved at prøve at få de unge indblandet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...