Nogen må gøre noget - NU

AALBORG: Det at komme i biografen forbinder vi med hygge, men det slutter næsten altid med panik og ubehag.

Vi er mange, der elsker at komme i biografen. Glæden starter allerede, når det skal plottes ind i kalenderen. Fedt, det bliver en hyggedag med familie eller med gode venner. Det kan også være den der første date, hvor to famlende hænder forsigtigt søger hinanden i biografens mørke. Eller bare en undskyldning for at spise fredagsslik på en tirsdag.

Inden man træder i ind biografens mørke, skal man naturligvis igennem fodertruget. Den store popcorn skal som minimum med, og så kommer man til kaloriefontænen. Den lille sodavand er godt nok lille, den halve liter har man allerede drukket, inden man er kommet igennem den halve time med reklamer og trailere. Den der på én liter ser næsten for voldsom ud, men det passer vel meget godt.

Nu opstår den første del af dramaet. På et eller andet tidspunkt skal væsken, der er indtaget, jo ud igen. Men hvornår er det et passende tidspunkt at forlade salen? Skal man genere sine medmennesker ved at gå ud undervejs? Man ved jo bare, hvor irriterende det er, når folk skal flytte på popcorn og jakker. Skal man løbe foran lærredet? Skal man bukke sig? Så man symbolsk viser, at man ikke ønsker at genere de andre i salen. For man bukker sig jo aldrig nok til, at det i virkeligheden har nogen betydning. Skal man liste eller vælge at fortsætte i let løb? Hvis filmen er god nok, vælger man hyppigt at lave knibeøvelser. På et tidspunkt tager personalet så beslutningen for dig. Der kommer de nemlig ind og trækker en uigennemtrængelig snor foran døren til salen. Så er det bare med at nyde filmen helt til slut.

Nu er det så for alvor, at vi har balladen. Specielt hvis du har valgt at se filmen i Kennedyarkaden. Her bliver du enten ledt ud til Kennedyplads eller til parkeringshuset. Ligegyldigt hvor du ender, er der ingen toiletter. Nu er der efterhånden et vanvittigt pres på din blære, og småtrippende kigger du nervøst rundt og kommer i tanke om toiletterne ved NT. Men her er problemerne endnu større. For her er der kun betalingstoiletter. Tager de mobilepay? Nej! Lige pludseligt virker de to kroner som kræves lige så uopnåelige, som at tjene den første million. Nu er der kun at håbe på, at en på et af toiletter kommer ud, så du hurtigt lige kan sætte en fod i døren, inden den smækker.

Der er naturligvis også biografen i Pussykat, men her kender jeg ikke lige til toiletforholdene.

I Biografen i City Syd er det lidt nemmere, der kan du gå ind i Shoppen eller, hvis det er mørkt nok, benytte dig af Guds frie natur. Biffen i NORDKRAFT er i afladningens ånd, dermed nok Aalborgs bedste biograf.

Hvor gik det galt? Vi har en masse kunder, vi gerne vil have til at købe så store sodavand som muligt. Burde man så tilbyde dem den service at give let tilgang til toiletterne efterfølgende? Nej da, hvorfor skulle vi da det?

Ville det være så svært lige at lave let adgang til toiletterne? Eller kan vi aftale, at vi kan benytte os af de tomme papkrus, inden vi forlader biografen?

Jeg var inde og se The House That Jack Built, da ideen til denne klumme opstod. Den giver jeg fire ud af fem tisletter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...