
Det går helt i fisk: Nu åbner Restaurant Emil
Fisk fra kokkens hjemstavn bliver hovedelementet i Aalborgs nyeste gourmet-restaurant
Der er altid noget specielt i at følge et ungt menneske, der er ved at udleve sin drøm. 26-årige Emil Thaarup er sådan et menneske, der med en solid familie- og vennebase bag sig åbner restaurant i eget navn - og med egne fem fingre på kogepladen. Det vil sige, at det er hans ansvar, hans navn og hans opsparing, der er på spil.
- Jeg har været i branchen i mange år og har altid drømt om at have mit eget. Jeg ved godt, det er farlige tider, så jeg har selvfølgelig haft mine betænkeligheder. Men nu kom dette perfekte lokale til rådighed, så jeg tog chancen og åbnede min egen restaurant, siger Emil Thaarup, der er udlært på Applaus og har arbejdet på top-restauranter i København.
Gourmet-fisk

Og det er ikke en hvilken som helst restaurant, han åbner. Han har set et hul i markedet for at lave en gourmet-restaurant, der baserer sig udelukkende på fisk og alt det, der kan hives op af havet. Det være sig krabber, hummer, muslinger og fisk.
- Min ambition er at have et meget højt niveau, og jeg går efter at få gode anmeldelser, det tør jeg godt sige, hvis du presser mig lidt. Men jeg er jo nordjyde, så det er lidt svært for mig at sige højt. Men jeg håber, at gæsterne vil give mig en chance og støtte op om restauranten, for glade gæster er det vigtigste, siger han.
Den første menu er klar, men Emil Thaarup vægrer sig ved at lægge den på nettet.
- Jeg kommer fra Strandby og vil gerne prøve at give Aalborg et stykke af min hjemstavn og give gæsterne følelsen af en lille fiskerby på tallerkenen, siger Emil Thaarup.
Friske fisk hver dag
Hver dag får han friske fisk fra leveret fra Strandby, som hans far henter på auktionen.
- Det betyder, at jeg kommer til at ændre menuen nærmest dagligt, afhængigt af hvad der er landet frisk på dagen, og så er det ikke nemt at have en fast menu på nettet. Så kan jeg ikke lave andet end at rette i den, griner han.

Hver dag kreerer Emil Thaarup ud fra de forhåndenværende råvarer én menu med fem snacks, som kan fås i tre eller syv serveringer til henholdsvis 350 kroner og 550 kroner. Restaurantchefen, Morten Rytter, vil dagligt sammensætte en vinmenu til retterne, og der vil i tidens ånd også være et alkoholfrit alternativ produceret i køkkenet på Restaurant Emil.
Åbningstiderne bliver tirsdag til lørdag fra 17:30.
Restaurant Emil ligger ved Gåsepigen i Restaurant Texturs tidligere lokaler og åbner den 23. august, og man kan allerede bestille bord her.