Adm. direktør i AaB Thomas Bælum vil forbedre fanrelaterede oplevelser

AALBORG: - Jeg glæder mig mega meget til at få etableret vores fanzone ved Aalborg Portland Park i 2020.

Rammerne omkring vores hjemmekampe på stadion skal have et markant løft, og det skal ske til glæde for vores supportere, fans og alle andre, der tropper op på Aalborg Portland Park for at se AaB spille på hjemmebane.

Fanzonen etableres på området uden for Vesttribunen og Complea Tribunen, som er den nordlige tribune, og her skal de forhåbentlig mange tilskuere hygge sig og lade op til selve fodboldkampen.

Der skal f.eks. være mulighed for at købe diverse merchandise i fanzonen foruden drikkevarer i en bar, ligesom man også skal kunne høre levende musik på stedet.

Der kommer flere og flere tilskuere og tilhængere på Vesttribunen, og planen er også, at denne tribune skal dekoreres i samarbejde med fansene.

Vi vil gerne styrke fællesskabsfølelsen, og vi har en ambitiøs drøm om at kunne samle måske ca. 10.000 tilskuere i snit til AaB’s hjemmekampe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...