Nørresundby Lystbådehavn bliver nemlig for første gang en del af arrangementsområdet, når The Tall Ships Races kaster anker

AALBORG: Havnefronten i Nørresundby bliver nu inddraget i langt højere grad end tidligere, når den imponerende store og flotte armada af nogle af verdens flotteste sejlskibe lægger vejen forbi Aalborg i forbindelse med arrangementet The Tall Ships Races.

Sejlskibene gæster Aalborg og Nørresundby 3., 4., 5. og 6. juli i år, og man regner med, at de første skibe dukker op i fjorden allerede tirsdag den 2. juli.

Torben O. Andersen
Publikum forventes at strømme til i mega stort tal - som her i 2015 - når Aalborg om kort tid får besøg af ca. 90 sejlskibe fra over 30 forskellige nationer. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Her i 2019 kan publikum tilmed glæde sig til, at Nørresundby Lystbådehavn for første gang bliver en del af arrangementsområdet, og i den forbindelse kan det fremhæves, at man forventer, at op til tre af de allerstørste eller næststørste sejlskibe kommer til at ligge til kaj ud for netop Nørresundby Lystbådehavn.

Der er på nuværende tidspunkt indløbet tilmeldinger fra 68 skibe om at komme til Aalborg, der i øvrigt for første gang nogensinde er udnævnt til starthavn for racet, og håbet er at nå op på ca. 90 deltagende skibe i alt.

Sejlskibene var her senest i 2015, og Aalborg har fire gange tidligere været værtshavn for den årlige kapsejlads. Første gang var i 1999.

Torben O. Andersen
Det er absolut ikke hverdagskost med store og majestætiske sejlskibe i Limfjorden, så det gælder om at nyde synet, når skibene endelig indfinder sig i Aalborg Havn. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Der bliver således nok at se på med så mange imponerende sejlskibe i havnen, og arrangørerne lover også store og gode musikalske oplevelser for de mange tilskuere, der tropper op til festdagene.

Der bliver spillet musik for snart sagt enhver smag fra fem forskellige scener, og der er sammenlagt planlagt ikke færre end 60 koncerter på havneområdet på begge sider af fjorden.

The Tall Ships Races har alle dage været en sand publikumsmagnet, der er i stand til at trække både små og store tilskuere af huse i særdeles stort tal, og forventningen her i 2019 er at nå op på ca. 800.000 gæster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...