Godt vejr og masser af glade mennesker var med til at give rekordoverskud til Aalborg Karneval 2022.
Det sker

Aalborg Karneval 2022 med rekordoverskud

Godt vejr, loyalitetsarmbånd og stort salg i barerne gav millionoverskud

20. september 2022 kl. 19:35
Opdateret 21. september 2022 kl. 11:42

Efter nogle hårde år med aflysninger var 2022 året, hvor karnevalet var tilbage stærkere end nogensinde og endda med i hvert fald et par rekorder.

- Vi glæder os over et veloverstået karneval med rekordmange besøgende og et overskud på bundlinjen. Det har været tiltrængt for os som forening at komme i gang igen – både økonomisk og menneskeligt, siger formand for Aalborg Karneval, Mette Bugge.

Overskuddet i år er på 2,7 millioner kroner og skal ses i lyset af, at der ikke var afholdt karneval, som vi kender det i 2020 og 2021, som blev aflyst på grund af corona.

- Det har været noget af en kraftanstrengelse at afvikle vores arrangementer efter så lang en pause. Vi har trukket på alle ressourcer i sekretariatet og i bestyrelsen. Både publikum, karnevalister og især de frivillige har belønnet os ved at vise deres villighed til at tage del i oplevelserne og fællesskabet. Vi er enormt taknemmelige for, at deres loyalitet stadig er intakt på trods af to års pause, fordi det giver os et fantastisk fundament at arbejde videre på”. Samtidig har det været en øvelse i at sikre karnevallets overlevelse og her er hver en krone blevet vendt, siger formanden.

Mette Bugge er talsmand for Aalborg Karneval og glæder sig over årets overskud.

Samtidig har der været god opbakning - både fra vejret og fra 100.000 karnevalsgæster.

- Årets overskud er et resultat af karnevalisternes fortsatte opbakning og loyalitet. På trods af usikkerhed solgte vi 40.000 loyalitetsarmbånd. Det er så vigtigt for karnevallets eksistensgrundlag, og derfor arbejder vi hele tiden på at gøre os fortjente til, at de vender tilbage og er fortalere for os. Derudover var vi enormt heldige med vejret den 28. maj, som skabte de perfekte forhold i både paraden og i Kildeparken, hvor salget i barer og madboder var rekordhøjt, siger Mette Bugge.

Selv om overskuddet varmer på kontoen, så skal det ud at arbejde. Der skal blandt andet ansættes to medarbejdere i sekretariatet, og så bliver der sat penge af til bonus og aktiviteter til de frivillige.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed at Aalborg Karneval har kæmpet med de samme udfordringer, som andre events og festivaler i forhold til at skaffe frivillige. Derfor skal alle dem, der har fulgt os gennem tykt og tyndt have ekstra del i årets flotte økonomiske resultat. Vi udbetaler derfor en bonus på 20 procent af foreningernes udbetalte honorar, som tak for deres loyalitet og uundværlige indsats til årets karneval. Uden de frivillige og foreningernes indsats vil det simpelthen ikke være muligt at lave den store folkefest, som skaber glæde for op mod 100.000 publikummer og deltagere i uge 20 og uge 21, siger formand Mette Bugge.

Annonceret indhold

Nyeste