
Butik med franske fristelser er poppet op i midtbyen
Det er lækkerier som garn, vin og delikatesser, du finder i Aalborgs nye butik
AALBORG: Elsker du at strikke, drikke vin eller gå på opdagelse blandt mange luksuriøse franske varer? Så skulle du måske stikket hovedet ind til Aalborgs nye franske butik: Berthes.
Her kan du finde rigtig mange eksklusive fund med franske rødder.
- Jeg importerer franske fristelser inden for tøj, tekstil, mad og vin, siger Birgitte Løwig Nordentoft, der for nylig har slået dørene op.
- Det, der kilder i maven lige nu, er, om der kommer kunder, der er lige så begejstret for varerne, som jeg selv er, siger hun.
Der er tale om en pop op-butik i lokalerne, der før husede NORDcraft på Boulevarden.
Naturgarn i lange baner
Kan du ikke lade strikkepindene være, så finder du gode kvalitets garnnøgler her.
- Jeg har Plassard-garn, der er rene naturprodukter. Her kan man vælge mellem for eksempel merinould, silke, alpaka, bommuld og en med cashmere, siger Birgitte Løwig Nordentoft.
Også i madafdelingen er det et nøje udvalgt sortiment.
- Her kan man finde franske oliven, salt, tørret hvidløg og specielle urteteer, siger hun.
Den franske kærlighed startede som ung
- Den kærlighed til Frankrig stammer nok fra, da jeg som ung boede i Frankrig i to år. Jeg uddannede mig som kok, fik min kokkeeksamen herhjemme, tog på universitet og har undervist 25 år som gymnasielærer, siger hun.
Men pludselig render hun ind i nogle varer, som hun forelsker sig i.
De perfekte nylonstrømper
- For over 10 år siden køber jeg nogle franske nylonstrømper, som jeg får lyst til at handle med, siger hun.
Siden er sortimentet bredt ud til tørklæder, øko-vine, champagner, mad og garn.
- Min søster og niece handler med vin i Frankrig, så det gav god mening at tage vin med også, siger hun.
- Man kan få så meget fra Østen, men der er bare noget kvalitet over det franske. Stort set alt herinde er fra Frankrig - dog med undtagelse af garn, der er lavet i Italien. Men der er bare et godt håndværk bag, fortæller Birgitte Løwig Nordentoft.
Du finder Birgittes luksusunivers, Berthes, på Boulevarden 10 resten af maj måned. Åbningstiderne er mandag til fredag 11-17 og lørdag 10-14.