Direktør Henrik Johansen glæder sig til at præsentere den nye event.
Det sker

Zoo laver stor uhyggelig event og kirkegård

Du får masser af gys og lysende græskar til Nordjyllands største halloweenfest

14. september 2022 kl. 08:41
Opdateret kl. 08:50

AALBORG: Snart kan du gå en tur på De Uddødes Kirkegård og mindes dyr, der ikke længere er iblandt os. 

Det sker, når Aalborg Zoo lancerer en ny vild halloween-fest i efterårsferien, som de selv betegner som Nordjyllands største. 

Uhyggelig Hyggelig Halloween-fest for hele familien finder sted i efterårsferien 15.-23. oktober.

- Vi laver en både hyggelig og uhyggelig Halloween med rigtig gode gys og selvfølgelig masser af lysende græskar og smuk efterårspynt i haven, men fra alle de mørke kroge i haven vil det vrimle med natdyr og krybdyr og alverdens krible-krabledyr, der helt sikkert kan få gys og gåsehud frem, fortæller Henrik Vesterskov Johansen, der er direktør i Aalborg Zoo.

Det bliver uhyggeligt, hyggeligt i Aalborg Zoo.

Kryb og kravl i krogene

Halloween-skikken kan spores tilbage til kelterne, der holdt fest for at ære de døde og fejre høsten. De tændte bål og lavede lygter, oprindeligt af roer som senere blev til græskar, da irske immigranter tog traditionen med til Amerika. Men til Halloween i zoologisk have får dyrene og især de små, krybende og kravlende af slagsen en hovedrolle.

- Vover man sig ind i den mørke tigertunnel er man garanteret et virkelig godt gys, for her er der ingen der rigtig ved, hvad der gemmer sig af levende eller dødt i krogene, siger Lars Jeppesen, der står bag designet af Halloween-festen i Aalborg Zoo.

Spøgelsesfabrik og en grum overraskelse

For at skabe den helt rigtige Halloween-stemning er der i øjeblikket oprettet en hel lille spøgelsesfabrik i Zoo, og de første væsner fra det hinsides er allerede så småt begyndt at indtage haven.

- Og så kan man i øvrigt godt glæde sig til en helt særlig grum og gyselig oplevelse lige midt i Zoo, men det skal være en overraskelse for dem, der er rigtig modige, siger Lars Jeppesen.

Annonceret indhold

Nyeste