Drømmer du dig et sted hen med vand og sol, så kan du få inspiration til din næste ferie i Aalborg Lufthavn.
Det sker

Drømmer du om sol og varme? Lufthavn laver stor gratis rejsefestival

Rejseudbydere og flyselskaber giver tip til din næste ferie

18. januar 2023 kl. 18:34

AALBORG: Her i januar kan der synes meget langt til både sommer og sol. Men heldigvis kan vi tage ud i verden og lede efter begge dele.

Og er du netop på jagt efter godt vejr, oplevelser og rejseminder til den mentale scrapbog, så har Aalborg Lufthavn et tilbud af de bedre.

Lufthavnen giver nemlig sidst på måneden masser af plads til drømmene, når man inviterer til Aalborg Rejsefestival. 

Søndag 29. januar samler man en stor flok rejsearrangører og flyselskaber - fra charterkæmper til specialbureauer - og tilbyder gratis foredrag, inspiration, vejledning og aktiviteter for alle nysgerrige, skriver lufthavnen på Facebook.

Privatfly og simulator

Du kan bare møde op i åbningstiden og gå fra stand til stand eller falde ind til et af de i alt 27 gratis rejseforedrag. Der er også pølser i pølsevognen og smørrebrød og burgere til gode priser, lover lufthavnen - og du kan skylle det hele ned med smagsprøver fra Royal Unibrew.

Du får også chancen for at opleve et privatfly fra North Flying indefra. Dørene bliver helt eksklusivt åbnet for alle, så du kan komme ind og studere et cockpit, sidde i de behagelige stole og lære meget mere om privatflybranchen.

Endelig kan du også se teste F-16 Sim Experience-flysimulatoren. Her kan du få den gribende oplevelse af at sidde i et autentisk F-16 cockpit og få et par minutters flyvning i fuld fart over det tidligere Jugoslavien.

Rejsefestivalen holder åbent søndag 29. januar fra kl. 10-17. 

Annonceret indhold

Nyeste