Anders hopper ud i stort show sammen med farmand.
Det sker

Farhumor hitter: Anders hopper ud i stort show sammen med sin far

Med sin far under armen skal Aalborg-komikeren Anders Wortmann med sin farhumor få hele landet til at grine

17. september 2023 kl. 13:00

Måske kender du den syngende stemme fra Morgenkøterne i din radio - eller også kender du måske Anders fra de kække videoer fra Instagram, hvor Anders' far giver Aalborg-drengen et perfekt sønderjysk modspil.

74 tusinde følgere griner i hvert fald med, hver gang den guitarspillende gut slår noget op. Humoren blev også Anders Wortmanns vej til nogle af landets største scener. Han tager nemlig hul på sin allerførste danmarksturné med sit eget show FAR, der har premiere 6. oktober. 

Og modtagelsen har været overvældende, fortæller han.

- Vi startede med tre shows. Og Aalborg-showet var udsolgt på to dage. Nu har jeg altså 32 shows i min kalender, fortæller Anders Wortmann.

Anders Wortmann er klar til at tage hul på sit nye show, FAR.

- Da jeg begyndte at gøgle og spille sange på Instagram, skete der virkelig noget, siger han.

Far var frisk - det var Anders ikke

Anders Wortmann blev kontaktet af B Entertained, som i første omgang aftaler at lave tre shows med ham. Da Anders Wortmanns far hørte det, var han klar til at tage med som en lidt utraditionel form for støtte. Og det var ikke fra et sæde i salen, faren havde tænkt sig at vise sin støtte.

- Min far er gammel revyskuespiller, og han var helt frisk. Han ville gerne varme op for mig, siger Anders Wortmann.

- Jeg får afvist ham blankt med det samme. Jeg har aldrig set et show, hvor nogen tog sin far med på scenen. Så fik jeg tænkt lidt over det. Så nu er det dét, vi gør, siger han.

Lidt modvilligt hev Anders sin far med - nu skal de rundt i hele landet med deres farhumor.

At blive nogens far

Showets navn, FAR, er da heller ikke grebet ud af den blå luft. For selvom far er med rundt og endda også indtager de scenen i ny og næ, så er det Anders' egen oplevelse af faderskabet, du kan forvente at få et grin ud af. 

- Det hele handler jo om, at jeg er blevet far. Min datter, Nellie på fire år, er faktisk omdrejningspunktet. Lige fra fødsel til babysvømning, parforhold gennem 11 år og ikke mindst Aula-problemer.

- Der kommer til at være ren stand-up, egen-komponerede sange på guitar, lidt alvor... og ja, min far som et slags skævt indslag.

De største scener i landet

Aalborg-komikeren tager hul på sit første show, der allerede er totalt udsolgt, 6. oktober Magasinet i Odense. Turnéen slutter først igen til maj, og han lægger vejen forbi Musikkens Hus i Aalborg, Bremen Teater, Esbjerg, Aarhus, Holstebro, Hjørring, Thisted og mange flere. 

- Nogle får et kick af at hoppe ud af et fly. Det tør jeg slet ikke. Jeg får et kick ud af at stå på en scene, siger han.

Hele familien er sat i sving med scenografien.

Gør det, fordi det er sjovt

Og billetsalget slår vist også en tyk streg under, at det er netop på scenen, Anders Wortmann hører til. Salget er nemlig gået over alt forventning, og dét er en drøm, der går i opfyldelse, fortæller han.

- Jeg er stolt, beæret og ydmyg omkring, at der er så stor interesse for det her. Det her show er ikke noget, jeg bliver rig af at lave, men jeg laver det, fordi det er sjovt, siger han.

- Fremtidsdrømmen er jo, at lave et show med min datter, Nellie, om 20 år. Så kan min far sidde og se det på plejehjemmet, griner han.

Annonceret indhold

Nyeste