Om nogle måneder kan du igen opleve Grøn Koncert i Aalborg.
Det sker

Grøn koncert vender tilbage: Her er datoen

Du kan godt begynde at glæde dig til sommerens koncert, der markerer en vigtig milepæl i Grøn Koncerts historie

07. marts 2023 kl. 09:26

AALBORG: Er du en af dem, for hvem sommer er lig med Grøn Koncert, er der godt nyt til dig.

Tirsdag er datoerne for den populære koncertturné nemlig offentliggjort i en pressemeddelelse, som arrangørerne bag Grøn Koncert - Tuborg og Muskelsvindfonden - har sendt ud.

I år tager Grøn Koncert på turné fra 20. juli til 30. juli - og kommer forbi i alt otte byer, heriblandt Aalborg, traditionen tro.

Og når den populære koncertturne vender tilbage bliver det med fejringen af endagsfestivalens 40 år, oplyser arrangøren bag i pressemeddelelsen.

Datoen for Grøn Koncert her i byen er 23. juli, og arrangørerne bag glæder sig til at afholde endnu en Grøn Koncert.

- Fra at være en lille koncertbegivenhed i 1983 har vi vokset os rigtig stor og har igennem årene været med til at understøtte nogle af de artistnavne, der i dag er stærke på den danske koncertscene, siger Nikolai Milman, der er projektleder i Muskelsvindfonden.

Han tilføjer, at årets jubilæum markeres 15. september, hvor rapgruppen Suspekt vil afholde en koncert i Parken.

- Suspekt og Grøn har været tætte igennem flere år og deler samme værdier. Efter deres succes på Grøn i 2022 er de klar til at indtage Parken, siger projektlederen.

40 år med Grøn Koncert

Grøn Koncert kom for første gang på tegnebrættet, da Tuborg i 1982 gav en gratis koncert til Dyrehavsbakken. Det skete i anledning af forlystelsesparkens 400 års fødselsdag.

Året efter - nu under navnet Grøn Koncert - blev koncertrækken sendt på landevejen. Formålet var at skabe et overskud, der skulle gå til foreningen Muskelsvindfonden, som også i praksis håndterede koncerterne.

Med corona-pandemien måtte Grøn dog aflyse koncerterne i både 2020 og 2021, indtil de sidste år vendte tilbage.

Mange hundrede frivillige i dag

At Grøn Koncert har vokset sig større kan også ses i antallet af frivillige. I 1983 var der i alt 40 frivillige med rundt på den dengang seks dage lange koncertturné. I 2022 var der 750 frivillige med festivalen.

Overskuddet fra Grøn går fortsat til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og skabe plads til forskelle i samfundet.

Annonceret indhold

Nyeste