Henriette skaber et nyt, feminint univers til sin butik
Åbningsdatoen er afsløret, og når butikken åbner på Nytorv bliver det med et brag af en fest
I en lang årrække har mode- og livsstilsbutik Companys by Sirup ligget i en af Aalborgs store gågader, Bispensgade.
Men nu har butiksejer Henriette Svalgaard taget en ny og drastisk beslutning. Butikken flytter i helt nye rammer, hvor hun rykker det kendte kvindeunivers med sig til Nytorv 11.
- Vi er i gang med at forvandle et lokale, som har nogle gode rammer og en god placering for os. Her kommer kunderne til at møde et nyt univers med et ekstra feminint touch, siger butiksejeren spændt.
Allerede udefra kan man se, hvad Henriette Svalgaard mener.
Facaden har nemlig fået en svag lyserød farve, som understreget dét univers, der netop nu er ved at tage form indenfor.
- Vi går efter et boheme, feminint og stilrent look. Der bliver lagt nye gulve nu, der kommer tunge velourgardiner, og dekorationsmæssigt kommer det til at ligne butikken Sirup, som den så ud i gamle dage, fortæller hun.
I 2020 fusionerede Sirup med DK Companys, som navnet indikerer. Og nu sker der store ting igen for butikken. Hun afslører nemlig, at åbningsdagen for den nye butik på Nytorv er torsdag 5. oktober, hvor der vil være åbningsfest og bobler.
Torvet var trækplaster
Det er ikke helt uden grund, at Henriette Svalgaard synes, at butikken på Nytorv ligger bedre for netop hendes butik.
- Vi oplever at strøgkunder er blevet til gennemgangskunder. Jeg tror, der kommer til at ske en ændring i folks færden i Aalborg City. Jeg tror, vi har taget den helt rigtige beslutning i den helt rigtige tid, siger hun.
Netop torvet var det store trækplaster, som fik Henriette Svalgaard til at slå til, da lokalet blev ledigt efter Bodyman.
- Folk samles på torvet, hvor de slår sig ned. Det også enormt attraktivt for os, at der ligger et torv, som vi kan bruge til mange forskellige events, siger Henriette Svalgaard.
Hun ønsker nemlig at samle flere restauratører, som hun i fremtiden håber at kunne lave events med på torvet.
- Vi har jo været begrænsede på vores egne kvadratmeter i Bispensgade, men det her giver os mulighed for at lave samarbejder på tværs af hinanden og skabe noget større, siger hun.

Outlet i Bispensgade
Selvom alle de nye styles ryger med Companys by Sirup ned i den nye butik, så lukker Henriette ikke ned i Bispensgade.
- Jeg tager alle mine styles med i den nye butik, mens butikken i Bispensgade bliver omdannet til et outlet, siger hun.
- Her kommer der fede varer til virkelig skarpe priser. Der vil være kollektionsprøver og outletvarer fra de kendte brands, vi har i butikken.
Butikken i Bispensgade lukker ned mandag 2. oktober for at flytte.
- Hvis tidsplanen holder, håber jeg, vi kan åbne outlettet i Bispensgade 5. oktober - samtidig med vi åbner den nye butik på Nytorv, siger hun.
Åbningsfest hele weekenden
Companys by Sirup åbner i helt nye rammer 5. oktober klokken 10 med et brag af en åbningsfest - og efterfølgende åbningsweekend, der også vil blive fejret. På selve åbningsdagen vil der være bobler og søde sager.
Companys by Sirup nye adresse bliver Nytorv 11.