
Her er de første navne til sommerens Grøn
Samtidig åbner salget af billetter til den grønne turné
AALBORG: Så er der lagt op til en fest af de helt store. Grøn har nemlig afsløret de første navne til sommerens række af koncerter.
Og det er to artister, der tidligere har været med til at skabe noget af en fest - Grøn, tidligere Grøn Koncert, har nemlig afsløret de første to kunstnere, der skal være med til at fejre turnéens 40-års fødselsdag. Det bliver en gammel kending i form af popbandet Aqua og en nyere gæst i form af Saveus.
Det oplyser arrangørerne .
Aqua var første gang på Grøn Koncert for 25 år siden og er med for femte gang i år. Saveus, der har det borgerlige navn Martin Hedegaard, har også været med én gang før. Det var i 2019.
Sidste år lagde 166.000 gæster vejen forbi endagsfestivalen, og fire ud af de i alt otte koncerter blev udsolgt. Der var tale om et comeback for Grøn, efter at koncerterne i 2020 og 2021 var blevet aflyst på grund af corona.
Det er ølmærket Tuborg og Muskelsvindfonden, der står bag koncertturnéen. Overskuddet fra koncerterne går til fondens arbejde.
Det er som de seneste år Jakob Haugaard og Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, der er værter ved koncerterne.
Du kan opleve Grøn her i området 23. juli på Trekanten ved Hvorup Kirkevej i Nørresundby.
Koncertpladsen åbner kl. 13.00 og lukker igen kl. 21.30 - du finder mere info om billetter på groenkoncert.dk