Der er lagt op til en festdag, når Aalborg Cable Park slår dørene op for sæsonen.
Det sker

Kalder alle vandhunde: Aalborg Cable Park åbner med gratis tilbud

Der er godt nyt til dig, som er vild med vandsport

07. marts 2023 kl. 13:52

AALBORG: Selvom vejret måske ikke liiiiigefrem indbyder til en tur i bajlen i disse dage, kan du alligevel godt begynde at finde det store badehåndklæde frem. Inden længe åbner Aalborg Cable Park nemlig igen.

Traditionen tro sker det den første weekend i april, det vil sige, at lørdag 1. april kan du opleve Aalborg Cable Parks første åbningsdag.

Og det bliver en helt særlig en af slagsen, for hele dagen vil der være gratis prøveture på alt. Et tilbud, der altså ikke er en aprilsnar, som Aalborg Cable Park også skriver i begivenhedsteksten på Facebook.

- Alt på dagen er gratis, fortæller William Jelstrup, der administrerende direktør for Aalborg Cable Park til aalborg.nu.

- Der er lagt op til, at folk bare skal komme forbi til en hyggedag, hvor de kan prøve de forskellige ting af. Der kommer også til at være grill og sodavand til dem, som kigger forbi, siger han.

Og bliver du bidt af vandsporten og det fællesskab, der er omkring Aalborg Cable Park, vil der naturligvis også være mulighed for at blive medlem i Aalborg Cable Park. Men det er ikke et must - alle, også dem der bare vil snuse til vandsport, er velkomne på dagen. 

Du behøver heller ikke have en masse udstyr for at kunne få gratis prøveture i vandet. Våddragter, redningsveste, hjelm, board og SUP (paddleboard) kan du låne. Det eneste, du skal medbringe, er et håndklæde og badetøj.

- Folk kan se frem til en hyggelig dag i fællesskab med en masse andre mennesker, som elsker vand, siger William Jelstrup og tilføjer:

- Men selvom kalenderen melder forår, kan vandet godt være koldt. Derfor tænder vi også op i saunaen, så folk kan komme ind og få varmen bagefter.

Du finder Aalborg Cable Park på Østre Havnepark 16, og du kan læse mere om åbningsdagen for Aalborg Cable Park på Facebook-begivenheden for eventet.

Annonceret indhold

Nyeste