Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden. Privatfoto
Det sker

Klumme: Vor herre bevares, DR

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden

25. september 2022 kl. 19:34

Vi er rasende! Vi raser, det kan jeg godt sige jer. Vi er godt gale i skralden, det er vi satme gånnåk, Aalborgs konservative rådmand Morten Thiessen og jeg. Og når vi er så edderspændt rasende, som vi er lige nu, så cykler vi en tur sammen i ladcyklen.

Bare os to.

Sådan for at rase af, få lidt frisk luft, ro på og sånnåe.

Morten sidder foran.

Men det er bare svært at falde ned, når man er blevet gejlet gevaldigt arrigt op. Hvad fanden bilder Danmarks Radio sig ind, helt ærligt, at skrive om Søren Pape og Josue og det der med præsidenten i Den Dominikanske Republik og en ferietur med nogle møder?

Vor herre bevares.

Det skrev Morten også fluks på Facebook, “vor herre bevares”, og at DR “stinker” og at hvis ikke DR gør “det meget bedre end dette rendestensniveau”, så vil Konservative nok ikke “begrænse besparelserne til de 270 mio., der ligger i det nuværende politiske forslag.”

Det er ramt lige på kornet. Jeg er helt enig. Jeg synes faktisk, det er billigt sluppet. Det råber jeg også til Morten fremme i ladet.

- Der var de heldige, DR!

Vi svinger op ad Borgergade.

For jaja, Søren Pape fortalte måske at ægtemanden er nevø til præsidenten og det er måske ikke helt rigtigt og hvad så? Hvem fanden tjekker sådan noget? Er vi virkelig sådan et land, hvor en statministerkandidat ikke engang kan påstå, han er gift med nevøen til Den Dominikanske Republiks præsident, uden det absolut skal fintjekkes med lup og pincet?

Hold kæft, hvor er det fattigt.

Det er fandme langt ude.

Nu er vi på Kastetvej. De er til at blive sindssyge af, alle de andre cyklister. Hold kæft, et lavt cykelniveau.

- Bodegacyklist, råber vi i kor.

- Vi begrænser dit budget med mere end 270 millioner, råber vi til en anden.

Også i kor.

Så spærrer de øjnene op, det skal jeg lige love for. Det havde de ikke ventet.

Når man truer med at tage mere end 270 millioner fra folk, så lytter de. Det er sådan, det bør være. Det handler ikke en skid om at vi vil bestemme DR’s journalistik. Ikke fuldstændigt i hvert fald, bare lidt. Bare nok.

Det er trods alt os, der betaler.

Og jaja, Søren Pape fortalte måske offentligheden og Christiansborg om en særlig indsigt i jødiske forhold, fordi ægtemanden og svigerfamilien, som Pape har kendt i årevis og holdt en rigtig hyggelig jul med, er jøder, selvom de nok egentlig mere er caribiske syvendedagsadventister.

Big deal.

Pape har videregivet urigtige oplysninger i god tro. Skal man nu høre for det?

Er det en ny regel eller hvad?

Jamen, jeg ved ikke, hvad det ligner.

Lad den, der ikke har fejret jul med fem kristne missionærende adventister fra Den Dominikanske Republik i den tro, de var jøder, kaste den første sten.

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Annonceret indhold

Nyeste