
Spektakulære kostumer: International Parade skyder karneval i gang
Cimbrertyren bliver brændt, og karnevalsdronningen kåret på fredag
AALBORG: Nu begynder hofter og sambarytmer at rykke i takt. For på fredag kan du glæde dig til at de første trommeslag indleder Aalborg Karneval 2023.
Der er nemlig tale om den Internationale Parade, som går i gang i morgen, fredag 19. maj, klokken 17 fra Kennedys Plads.

Optog gennem byen
Ruten bliver gennem det centrale Aalborg, hvor den strækker sig gennem byen fra Kennedys Plads via Boulevarden, Nytorv for til sidst at ende på Gabels Torv.
Og der er lagt op til et særsyn af flotte udklædninger fra alle verdenshjørner.
Det er nemlig mange karnevalsgrupper fra udlandet, der er kommet for at vise sig frem i Aalborgs gader til den Internationale Parade.
- Oplev en række af de bedste karnevalsgrupper fra ind- og udland. De går parade gennem Aalborg midtby i et optog fyldt med rytmer, livsglæde, fest og farver, skriver Aalborg Karneval på deres hjemmeside.
Herunder kan du se nogle af de flotte karnevalskostumer fra tidligere år.

Cimbrertyren bliver brændt
Efter optoget vil der være den traditionsrige ceremoni på Gabels Torv, hvor Cimbrertyren bliver ofret og brændt.
Træversionen af Aalborgs ikoniske Cimbrertyr bliver således ofret, for at vinke farvel til sidste års dårligdomme og vinterens kulde - og byde et godt og solrigt karneval velkomment.
Herefter vil Judith fra 'Mormor på Mandejagt' blive kronet som årets karnevalsdronning på Gabels Torv.
Kun begyndelsen på årets karneval
Den Internationale Parade er startskuddet, og bliver allerede dagen efter opfulgt af et tætpakket program for børn og barnlige sjæle: Børnekarneval.
Her vil der også være optog gennem byen og masser af aktiviteter i Kildeparken. Læs meget mere om børnekarneval her.