En hund gemmer sig i Aalborgs gader - nu kan du komme ud at lede efter den.
Det sker

Vær med til at lede efter den skjulte hund i Aalborgs gader

En artig beagle gemmer sig i midtbyen - har du set den? 

17. januar 2023 kl. 18:19

AALBORG: Den sidder ganske pænt og stille. Ørene hænger ned. 

Den ligner lidt en beagle, men nogen nærmere bestemmelse af race får vi næppe. I det hele taget vil det nok komme som en overraskelse for mange af os, at der i det centrale Aalborg bor en skjult hund. Men den er god nok - i hvert fald hvis man ser tingene lidt fra oven. 

Nu kan byens børn og deres voksne komme ud at lede efter den artige beagle og andre dyr i midtbyen, mens de får et par historier om Aalborg i gamle dage og samtidig støtter Børnenes Danmarks Indsamling. 

På opdagelse i byen

Det er Aalborg Bibliotekerne, der arrangerer rundturen, som er det, man kalder en kartozoologisk tur.

Kartozoologi er en leg for hele familien, hvor man med bykort i hånden (eventuelt på telefonen) går på opdagelse i en hvilken som helst by og finder konturer af dyrefigurer. Og når først dyret er tegnet ind på kortet, gælder det om at lede efter spor af dyrets eksistens langs med konturen.

Fænomenet stammer fra Norge og har været kendt siden 1970'erne. 

Det er nok de færreste af os, der er klar over, der skjuler sig en hund i Aalborgs gader.

Lørdag 28. januar kan små og store altså være med til at finde beaglen i Aalborg - snuden er således på parkeringspladsen bag Aalborg Historiske Museum, mens halen strækker sig mellem enden af Nørregade og Nordkraft. 

På turen, som er på 3,2 kilometer, fortæller Aalborg Bibliotekernes digitale formidler Hans Wendelboe Bøcher historier om byen. Måske bliver det afsløret om aalborgensiske blæksprutter virkelig har bryster, hvor Aalborgs højest placerede vejrhane sidder, og om man skal være bange, hvis man ser en ildspyende drage i Danmarksgade?

Man skal melde sig til på Aalborg Bibliotekernes hjemmeside. For hver kilometer et børn går, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kr. til Børnenes Danmarks Indsamling.

Er du mere til en kænguru, må du ud på en lidt længere tur. 
Annonceret indhold

Nyeste