Café Ulla Terkelsen London har gratis drikkevarer med, når Vestbyens Dag finder sted hos Astrid Frank, der ligger tæt på caféen.
Det sker

Velkommen til Vestbyens Dag: - Vi har masser at byde på her

Initiativet er taget for at styrke sammenholdet, efter bydelen har været hårdt ramt af vejarbejde

03. februar 2023 kl. 17:17

AALBORG: Det er et helt nyt initiativ, der nu ser dagens lys i Vestbyen. Som vi tidligere har beskrevet, har bydelen længe være udfordret af PlusBus-arbejdet på Kastetvej, og det får nu flere erhvervsdrivende til at gå sammen og vise, hvad Vestbyen kan.

Det gør de med Vestbyens Dag, der finder sted i Astrid Franks showroom i morgen, lørdag, hvor der samtidig er lagersalg med store besparelser.

 - Jeg har talt med flere af vores naboer, og nogen er hårdt ramt af først corona og derefter vejarbejdet her i Vestbyen, siger Moses Lametsch, der er vicedirektør i Astrid Frank og initiativer til morgendagens arrangement.

- Derfor fik vi idéen også at invitere andre forretningsdrivende med indenfor. Vi håber, at mange kunder og borgere møder op, for vi vil gerne vise, at Vestbyen har en masse at byde på - og nogen får måske øjnene op for nye butikker, de ikke kender i forvejen.

I det hele taget handler det om at vise sammenholdet.

-  Vi har alle gavn af at vise andre og hinanden, hvad vi kan. Og så er det en god mulighed for at møde hinanden, siger han.

- Vi lægger op til et hyggeligt lørdagsarrangement, hvor man er velkommen til at svinge forbi og få en god snak med hinanden.

Udover Astrid Franks lagersalg fortæller Moses Lametsch, at du også kan se frem til gratis prøver samt råd og vejledning fra House of Style, ligesom Vestbyens Pizza er klar med gratis smagsprøver og Café Ulla Terkelsen London med gratis drikkevarer. 

Og står det til Moses Lametsch , så slutter det ikke her.

- Vi har fået et par sene afbud, så nu går jeg i gang med at se efter, om andre kan være med, siger han, da vi taler med ham fredag morgen.

- Jeg håber på opbakning,  og at Vestbyens Dag bliver en tradition i fremtiden.

Arrangementet finder sted i morgen, lørdag 4. februar, klokken 10 til 18 på Kastetvej 26G.

Annonceret indhold

Nyeste