
Vild med horror? De inviterer til gys og gratis pizza
Er du vild med horror og gys, så kan du nu få inspiration til, hvad du skal kaste dig over
AALBORG: Elsker du fornemmelsen af, at det løber dig koldt ned ad ryggen? At håndfladerne bliver lidt fugtige, de små hår i nakken rejser sig, og maven lige snurrer en ekstra omgang? Elsker du med andre ord gyser-genren med al dens koldsvedende uhygge? Og synes du så samtidig, at gratis pizza kan noget, så har Aalborg Bibliotekerne et tilbud af de mere hårrejsende.
Biblioteket laver nemlig i bogstaveligste forstand et gyser-arrangement på onsdag, 25. januar, for unge med forkærlighed for det uhyggelige.
Alle mellem 15 og 18 år er inviteret til at komme og blive præsenteret for gyserbøger af den slags, der giver søvnløse nætter.
Det er horrorspecialist - og cand.mag. - Matilde Norup, der sammen med bibliotekar Kiri Frandsen præsenterer titler, der både tiltaler dig, der er garvet gyserlæser og den nysgerrige nybegynder.
Og når du har fået masser af grufulde fristelser i papirform og måske også udvekslet erfaringer med andre, kan du slutte med af med en omgang pizza.
Det er gratis at komme med til arrangementet - man skal dog bestille en billet på Aalborg Bibliotekernes hjemmeside.
Horror og pizza finder sted 25. januar kl. 17-18.30 på Hovedbiblioteket.