Vores klummeskribent Anders Wortmann skal lære at klare sig uden en helt særlig ven

KLUMME: Det er en sorgens dag i dag. Jeg har lige fundet ud af, at jeg er nødt til at sige farvel til en af mine bedste venner gennem en længere periode.

Vi har taget tunge læs sammen, og til tider har det været både skidt og møg, men andre gange har vi også hentet gode ting hjem. Jeg husker tydeligt den dag, du kom ind i mit liv - lille, bred og lang. Højden har aldrig været en af dine stærke sider.

Du fik spydige kommentarer med på vejen fra folk, vi mødte. “Nååå, du trækkes stadig med ham den bette gnalling”, var der folk, der sagde. Vi ignorerede det, og vi endte med at få lavet en tatovering på siden af dig “Hellere lille og vågen, end stor og doven”.

Jeg kommer til at savne dig og din humor. Du havde nogle ar på sjælen, da vi mødtes, og du havde set bedre dage. Men jeg var ligeglad, der var bare noget, der slog klik, og så var vi venner. Men nu gik den ikke længere. Dit kredsløb havde givet op, og du virkede træt og flad her til sidst. Du var den bedste trailer, en ny husejer kunne have ønsket sig.

Der er nu gået en dag, siden jeg var oppe og sige farvel til min trailer og bedste ven - og jeg mangler allerede noget i mit liv. Alle, der kører motorcykel, hilser på hinanden, alle i lastbiler hilser på hinanden, alle, der kører traktor, hilser på hinanden, og alle, der har en trailer bagpå, hilser på hinanden...

Men de hilser ikke længere på mig, det er som om, jeg bare er luft for dem. Det er som om, de har glemt de seneste mange måneder, hvor vi dag ud og dag ind dagligt har hilst på hinanden.

Du ved, de to anerkendende fingre, der lige bliver løftet fra rettet med et lille nik fra hovedet, mens vi et splitsekund får øjenkontakt. Jeg kan mærke, jeg mangler suset og adrenalinen og følelsen fra det fællesskab. Jeg føler mig ensom…

Jeg var nødt til at gøre noget - derfor gjorde jeg også noget, jeg ikke er stolt af. Jeg tog bilen og kørte i IKEA, hvor jeg købte en stor seng.

Vi mangler ikke en seng, men når man køber noget, kan man få lov til at låne en gratis trailer. Jeg skubbede den store trailer hen til bilen og løftede den op på krogen, da den sagde ”klik” mærkede jeg igen suset - fingrene lugtede igen af rust. Jeg vidste godt, det var et midlertidig fix, ikke noget der løser noget, men det var det værd for at få min livsglæde tilbage, om ikke andet så bare for et par timer.

Nu er der så sket noget helt vildt - der er endelig lys for enden af tunnelen. Da jeg kom hjem i går - mere nedslået end nogensinde - kiggede min kæreste på mig og sagde; ” Anders, jeg kunne godt tænke mig at vælte en væg og lave rummet ved siden af soveværelset om til et walk-in, så jeg har plads til alt mit tøj”

Jeg svarede hende, at det kunne vi godt, men at jeg nok havde brug for en trailer til at køre alle murbrokkerne væk.

Der blev helt stille, vi kiggede intenst hinanden i øjnene, hun fortrak ikke en mime. Der gik, hvad der føltes som rigtig lang tid - men så kom det, det anerkendende nik, hun gav mig grønt lys!

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, alle følelser fik frit løb, jeg græd og grinte og mit hjerte for rundt i kroppen.

Endelig er jeg tilbage - jeg skal ud og købe en ny trailer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...