Det er slut med at se det karakteristiske røde logo på mange af byens butikker. Arkivfoto
Shopping

Din Fakta skifter navn og får flere varer

Butikker over hele byen bliver del af en ny kæde

06. september 2022 kl. 15:03

AALBORG: Den har allerede eksisteret i et par år. Men nu får discountkæden Coop 365 for alvor vokseværk her i Aalborg.

For fra, at vi kun har kunnet finde det grønne butikslogo på butikken ved Skipperen og på Pandoravej i Gug, kommer der de kommende uger flere Coop 365-butikker at vælge mellem.

Flere af byens eksisterende Fakta-butikker bliver omdannet til det nye koncept, som udover et nyt logo og en ny farve, ifølge kæden, også betyder 30 procent flere varer i sortimentet og et øget fokus på økologi.

Allerede på torsdag, 8. september, kommer turen til Fakta på Thulebakken i Hasseris, mens Fakta i Svenstrup åbner i nye klæder torsdag 15. september. Ugen efter er det Fakta på Mistrals Plads i Aalborg Øst, og senere kommer turen også til butikkerne i blandt andet Nibe, Gistrup, Vestbjerg og på Kastetvej.

Coop meldte først på året ud, at man i løbet af 2022 på landsplan øger antallet af Coop 365-butikker fra 70 til 190. Hovedparten af de kommende butikker er Fakta-forretninger, der bliver lavet om, men man etablerer også 25 helt nye butikker.

Selv om mange Fakta'er bliver omdannet i år, eksisterer kæden fortsat - ved udgangen af året vil der være omkring 200 Fakta-butikker på landsplan.

Annonceret indhold

Nyeste