Aalborgensiske iværksættere står bag ny fordelsklub

AALBORG: Køb to kopper kaffe og få gratis kage. Brug et bestemt beløb og få hundrede kroner i rabat eller hvad med bøf og rødvin til spotpris. De fleste af os kan godt lide et godt tilbud - også når vi skal ud at spise eller på café.

Det håber de tre iværksættere bag den aalborgensiske restaurantportal Dinnerlust i hvert fald. Marc Storm Andersen, Oliver Thorsen og Andreas Larsen har netop startet fordelsklubben Dinnerclub, som skal sikre alle, der af og til bruger byens mange muligheder, solide tilbud og rabatter på middag, kaffe eller cocktails.

- Vi er megapassionerede omkring det her og synes, vi er kommet godt i gang, siger Marc Storm Andersen.

Udvider i løbet af året

Dinnerclub er her i januar åbnet i Aalborg, i næste måned bliver konceptet udvidet med Aarhus og sådan er det planen, at det i løbet af året skal blive gradvist udvidet.

- Vi kommer hver måned til at have en række nye tilbud og udvide med både restauranter og caféer og dække flere byer, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Oliver og Marc giver overblikket over byens spisesteder

Katrine Schousboe
Oprindelig var det Oliver Thorsen og Marc Storm Andersen (t.h.), der startede Dinnerlust sammen. Nu har udvidet med søsterfirmaet Dinnerclub og fået en ny partner med. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Man benytter sig af Dinnerclubs tilbud ved at tilmelde sig på hjemmesiden og betale et fast månedligt beløb på 29 kroner. De tre iværksættere har regnet ud, at bruger man bare et eller to af tilbuddene om måneden, er pengene tjent ind og lidt til.

Her i januar kan man vælge mellem 10 forskellige tilbud på spisesteder og caféer som f.eks. Restaurant Rusk, Baco og Teatercaféen, men fremover bliver der altså flere byer, man kan bruge medlemskabet i.

- Det betyder, at skal man en tur til Aarhus, kan man også bruge det der. Så for hver gang, vi laver noget nyt, får man som kunde sådan set flere fordele, siger Marc Storm Andersen.

Handler om at skabe

De tre iværksættere driver både Dinnerclub og Dinnerlust ved siden af deres studier på henholdsvis CBS og AAU. Oprindelig blev Dinnerlust startet af Marc Storm Andersen og Oliver Thorsen, men siden har de fået studiekammeraten Andreas Larsen med.

LÆS OGSÅ: Unikke madoplevelser: Dinnerlust laver events med byens spisesteder

- Vi læser alle tre forretnings- og økonomirelaterede emner, så firmaerne er selvfølgelig noget, vi kan bruge i studierne og omvendt, fortæller han og tilføjer, at drømmen med Dinnerlust og Dinnerclub er, at de vil kunne leve af det på et tidspunkt, men lige nu handler det mest om at få lov at skabe deres eget.

- Vi brænder for at udvikle det her, og så kommer det med pengene lidt i anden række lige nu, siger Marc Storm Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...